Det ville altid være svært at finde en værdig arvtager til Daft Punk, men Disney har ramt plet.
Siden 2017 har vi vidst, at en 3. "Tron"-film er på vej med Jared Leto i hovedrollen. Tidligere i år gik optagelserne omsider i gang, og under årets D23 Expo-event fremviste Disney de første klip fra filmen for et begejstret publikum, og forhåbentlig lander en trailer snart online.
Men mens fans har været enormt spændte på, hvordan "Tron 3" – som er blevet døbt "Tron: Ares" – vil se ud, så har der været mindst lige så stor interesse i at finde ud af, hvordan filmen vil lyde. Og her taler vi specifikt om underlægningsmusikken.
"Tron: Legacy" gav os trods alt et af filmmusikkens helt store triumfer i form af Daft Punks mageløse miks af symfonisk storladenhed og elektronisk power. Men da den franske electronica-duo gik i opløsning i 2021, mistede vi også muligheden for en direkte opfølger til deres sensationelle soundtrack. Men nu har Disney altså fundet Daft Punks musikalske afløser: Nine Inch Nails.
Se også: Bag om musikken i Christopher Nolans "Oppenheimer" med den Oscar-belønnede komponist Ludwig Göransson
Trent Reznors toneangivende industrielle rockband blev skabt i 1988 og bliver normalt blot omtalt som NIN. Reznor er bandets frontfigur og i øvrigt eneste permanent medlem, og netop nu er musikeren Atticus Ross også medlem af NIN – han blev vel at mærke en officiel del af NIN tilbage i 2016.
Og sammen har Reznor og Ross lavet blændende filmmusik i årevis til film som "The Killer", "Challengers", "Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem" og "Gone Girl", og de vandt tilmed Oscars for deres musik til "The Social Network" og "Sjæl".
Og nu skal de så lave musikken til "Tron: Ares". Ross og Reznor trådte frem på scenen til store bifald under D23's "Tron: Ares"-præsentation, mens bandets ikoniske logo blev "skrevet" med røde lasere på det store lærred. Det øjeblik kan I se på X (tidl. Twitter) her.
"Tron"-filmene handler om mennesker og kropsliggjorte computerprogrammer, der dyster mod hinanden i forskellige videospilsagtige kampe. I dén forbindelse er det værd at bemærke, at NIN faktisk komponerede musikken til et af spilhistoriens helt store klassikere: id softwares "Quake" fra 1996. Lyt til dét skønne soundtrack her.
Vi får lov til både at se og høre "Tron: Ares", når den kører sin lyscykler ind i de danske biografer den 10. oktober.






