Moovy TV har rejst til det 31. århundrede og fået et eksklusivt (og animeret) interview med en af tv-historiens største stemmeskuespillere.
Ren. Stimpy. Skipper Skræk. Snurre Snup. Søren Spætte. Den røde M&M... Ja, Billy West har et af Hollywoods mest kulørte CV'er. Og vi har ikke engang nævnt de godt 100 figurer i "Futurama", som det 72-årige unikum har vakt til live i lydstudiet.
Og netop "Futurama" er netop nu aktuel med sin 12. sæson på Disney+. Og ligesom tegnefilmsseriens forrige sæsoner leverer den nyeste årgang masser af mægtige jokes, flot animation og skønt samspil mellem persongalleriets pragtfulde eksistenser.
Og forbavsende mange af dem har netop Billy West lagt stemme til – herunder den oldgamle Professor Farnsworth, det knaldrøde rumvæsen John A. Zoidberg, den kæphøje rumskibskaptajn Zapp Brannigan og (ikke mindst) pizzabuddet Philip J. Fry, som fortsat forsøger at finde sig til rette i det 31. århundrede efter at være blevet frosset ned nytårsaften 1999 og tøet op tusind år senere...
Moovy TV sludrede for nylig med West over telefonen, og vi kunne naturligvis ikke dy os for at transformere vores samtale til et animeret mini-afsnit af "Futurama" – lidt à la vores animerede interview med Kevin Smith tilbage i 2020:
Se også: An Evening with Kevin Smith and Moovy
Og vi fik diskuteret alt fra Wests personlige favoritfigur og hans (fejlslagne) Bender-audition til danske caféer, ensomhed og Seth MacFarlanes slidte stemmebånd.
12. sæson af "Futurama" kan som sagt ses nu på Disney+, og sæson 13 og 14 er som rapporteret allerede i støbeskeen.
Animation: Sidali K @fiverr / Intro: Mikkel Hoff Andersen







