Joaquin Phoenix og Lady Gaga er lige dele gakket vanvid og kedsommelig musical i skuffende "Joker"-opfølger.
Warner Bros. fik for fem år siden en uventet kæmpesucces med "Joker". Alene i Danmark blev der solgt 500.000 billetter. Instruktør Todd Phillips havde brug for luftforandring oven på "Tømmermænd i Las Vegas"-trilogien, hvilket ingen kan fortænke ham i. At det dystre portræt af Jokeren som den første R-rated-film skulle krydse den i Hollywood-sammenhæng magiske milliardgrænse og udløse en Oscar til Joaquin Phoenix for titelrollen, havde nok ingen regnet med.
Fortsættelsen, "Joker: Folie à Deux," er omgærdet af forventningsfuldhed. Forgængerens relativt beskedne budget på 70 millioner dollars er denne gang hævet til 200 millioner. Selveste Lady Gaga er lokket med ombord. Hvad kan gå galt, når man ikke fortsat kan låne fra "King of Comedy" og "Taxi Driver"? Så kigger man såmænd mod "All That Jazz".
I "Joker: Folie à Deux" finder vi Arthur Fleck (Phoenix) som indsat i Arkham Statsfængsel. Alt imens afventer Fleck sin retssag for de mord, han begik som Jokeren. Midt i det hele kastes et solstrejf. Ud af ingenting møder han den ikke mindre afvigende Lee (Lady Gaga), og sød musik opstår – bogstaveligt talt.
Som i Bob Fosses delvist selvbiografiske Guldpalmevinder sættes scenen for en jazzy og surrealistisk musical. Kemimøderne mellem Jokeren og Harleen iscenesættes som coverversioner af kendte slagere i bedste David Owe-stil. For selvom vanvid og psykoser omsættes i teatralske opsætninger, når antydninger af dybere temaer aldrig frem i spotlightet.
Overordnet set kan det være svært at se, hvor Todd Phillips vil hen med "Joker: Folie à Deux" – og ikke mindst hvorfor musical-retningen er valgt. Udover at være endnu et dyk ned i den amerikanske filmskat fra 70’erne. Musical-elementerne er indledningsvis et interessant greb til at trænge ind i det glade vanvid. Arthur Fleck og alteregoet Jokeren er som symboler en nedgang i sindets mest splittede afkroge. Sang og dans over for morderisk terror er på papiret en dynamisk kontrast. Men ikke, når historiens fremdrift holdes i skak af duetter mellem Fleck og Lee. Det er frustrerende fyld – endda i rigelige mængder, som dræner momentum ud i det søvndyssende. Det føles og ser kunstigt ud, som om farveladen er kørt gennem en AI-maskine.
Nok sættes stemningslejet, især underlægningsmusikken af Hildur Guðnadóttir gør underværker. Men hvad gør det, når de alt for mange musical-mellemsekvenser med Joaquin Phoenix og Lady Gaga ingen afgørende effekt har på den i forvejen forsvindende tynde fortælling? Samtidig med at kemi og indlevelse mellem de to stjerner er komplet ikkeeksisterende. Deres relation føles slet og ret ikke troværdig, og snarere konstrueret end naturligt motiveret. Uden det fundament fungerer kærlighed på film ikke. Gaga er en blændende sanger – modsat Phoenix, der udover manglen på sangevner byder på en flot præstation. Men ikke én, der berører eller chokerer som i "Joker". Uligevægten i særligt sangtalent underbygger den gennemgående ubalance i "Joker: Folie à Deux." Den kaotiske galskab fra første film, som trængte under huden, mangler simpelthen. Selvom slutningen opvejer et trivielt retssalsdrama i 2. akt, behøver Todd Phillips ikke at orkestrere en trilogi. Med den lange række af referencer og en diskret åben slutning synes en franchise-åbning ikke helt skør.
"Joker" mytologiserede Jokeren. "Joker: Folie à Deux" afmystificerer den aura, som Joaquin Phoenix gav nye dybder. Todd Phillips skuffer med en uinteressant Joker-film, som nok har et spændende musicalpotentiale, men som ender som en kedelig genfortolkning af Bob Fosses "All That Jazz."
"Joker: Folie à Deux" har dansk biografpremiere den 2. oktober. Heriblandt i FORMAT Bio – læs mere her.
