Det er angiveligt "Snehvide"-remakets skuffende billetsalg, der er årsag til Disneys vaklen.
Disney har angiveligt besluttet at sætte studiets remake af animationsklassikeren "To på flugt" – eller "Tangled" på amerikansk – på pause på ubestemt tid. Det rapporterer Variety.
Det skyldes formentlig, at et andet remake, "Snehvide", siden biografpremieren i marts har skuffet fælt ved billetlugerne. Således har genindspilningen af animationsfilmen over dem alle kun indtjent 69 mio. dollars i USA og 145 mio. dollars på verdensplan, hvilket altså har fået Disney-pingerne til at sadle om, hvad angår "To på flugt".
Se også: Første trailer til Disneys "Lilo & Stitch"-remake
Det er lige nu uvist, om "To på flugt"-remaket nogensinde bliver en realitet, men vi skal under alle omstændigheder nok kigge langt efter live-action-versionen af fortællingen om prinsesse Rapunzels hårrejsende eventyr.
Til gengæld kan Disney-fans se frem til premieren på et andet remake: Genindspilningen af "Lilo & Stitch" udkommer nemlig i biograferne herhjemme den 22. maj, og mon ikke den ender med at klare sig noget bedre end "Snehvide"...







