End ikke Glenn Close kan redde filmatisering af Mumitroldene-forfatters livskloge roman fra at blive en forglemmelig sommerferie.
De værste filmatiseringer er typisk dem, der enten misforstår eller taber tråden i næsegrus ærefrygt for det originale forlæg. Og så er der de bøger, hvor det usagte mellem linjerne er noget nær umuligt at overføre til levende billeder. Instruktør Charlie McDowells forsøg på at fastholde Tove Janssons stilfærdige "Sommerbogen" placerer sig lettere klodset et sted i det krydsfelt.
Den 9-årige Sophia (Emily Matthews) tilbringer sommeren på en lille ø i den finske skærgård. Den lille pige skal forholde sig til tabet af sin mor, mens hendes sorgfulde far (Anders Danielsen Lie) drysser hvileløst rundt på øen og planter træer. Den opmærksomme farmor (Glenn Close) indvier sit barnebarn til den omkringliggende natur, der spejles som stilfærdige lektioner i livets store spørgsmål og uundgåelige vilkår.
Tove Jansson er mest kendt for at være forfatteren bag børnebøgerne om Mumitroldene, men den svensktalende finne var også kunstner, samt skrev romaner og noveller til voksne. "Sommerbogen" er med sit levende men fåmælte sprog og episodiske struktur indbegrebet af antydningernes kunst og tankerum. Chris McDowells rodede fortolkning er i stedet som at se et sandslot blive bygget af kviksølv i et badebassin. I forsøget på at overforklare romanens fragmenter og symbolik, mister filmen den poetiske og underfundig tone, der gjorde dynamikken mellem barnebarn og bedstemor til et åndeligt møde mellem generationer og aldersforskelle på livets vej.
Chris McDowell prøver alt for hårdt. "Sommerbogen" er så udsagt, at der lægges en dæmper på kreative valg og Tove Jansson legesyge humor. Som om at dybden i originalværket ikke forstås og der spejdes opgivende efter bunden fra vandoverfladen. Som om at modet til at fortolke friskt eller nytænke materialet har været på gyngende grund. Muligheder er der ellers nok af, og overvejelserne om fokus og stemning skal være skarpe som flint i strandkanten. Men oplagte valg og kapitler er skåret væk og i stedet gået tabt i oversættelsen fra bog til film.
Ved at gøre Sophia tre år ældre end i bogen mistes en afgørende barnlig uskyld. Især da Emily Matthews slet ikke er en dygtig nok skuespillerinde endnu til at spille op mod hverken Glenn Close eller Anders Danielsen Lie. Til gengæld fanger de begge takt og tone. Især Close, der personificerer det stille skandinaviske følelsesliv med få dvælende blikke og usentimentale, men lune, øjeblikke. Måske netop det underspillede svensk-finske sindelag ikke harmonerer videre godt med det amerikanske på film.
Altid eminente Sturla Brandth Grøvlen ("Druk", "Heartstone") gør sit for at fange skærgårdens magiske sommerstemning i sitrende montager med sin alvidende linse. Det nordiske lys, havets klukkende rytme og den nøgne øs sparsomme natur opløser tid og sted. Som meditativt element fungerer "Sommerbogen" naturskønt på overfladen. Men det usagte ledes ikke – det forbliver bare stille. Der mangler noget, Uden eksistentiel refleksion ender Chris McDowells film som form over indhold. Et flot postkort uden de personlige kragetæer på bagsiden. Som fortolkning af en litterær klassiker burde filmatiseringen være sejlet det mere sikkert i havn, men føles mest af alt som en forvirret Mumitrold fanget på dybt vand.
"Sommerbogen" har dansk biografpremiere 15. maj.
