Tom Cruise sprinter sidste runde i eksplosivt action-nostalgitrip.
Ethan Hunt løber stadig. I fuld firspring væk fra eksplosioner, mod sandstorme, ovenpå toge, hen over gletsjere og ind i orkanens øje. Vindblæst af storpolitiske konspirationer. Men ingen kan løbe fra tidens tand, selv ikke Tom Cruise. Selvom superstjernen i en alder af 62 år stadig insisterer på at udføre egne stunts. Derfor er "Mission: Impossible – The Last Reckoning" ikke alene afrundingen på actionfranchisen med det højeste bundniveau de seneste 30 år. Det er også en eksplosiv dødsmesse over de praktiske effekters Hollywood-helt, som Cruise naturstridigt har formået at vække til live igen og igen.
Instruktør Christopher McQuarrie og Tom Cruise fortsætter deres 10-årige filmiske parløb med dette ottende og (formentlig) sidste kapitel i "Mission: Impossible"-sagaen, som lægger sig tæt op ad den samme generiske fortællemæssige og tematiske tråd fra de foregående film og direkte fra forgængeren fra 2023, "Mission: Impossible – Dead Reckoning": En uoverskueligt magtfuld kunstig intelligens sætter verdensordenen på spil og truer med menneskets udslettelse. Den velkendte besætning af IMF-agenter anført af Ethan Hunt (Cruise) tager naturligvis kampen op, selvom opgaven i sagens natur er umulig at gennemføre.
Som franchise har "Mission: Impossible"-filmene, modsat serien fra 60’erne, budt på kreative variabler og markante toneskift undervejs. Fra Brian De Palmas originale whodunnit-thriller fra 1996, John Woos over the top-hyperstilliserede slow motion spetakel og til Christopher McQuarries mere Hollywood-konventionelle stunt-action fra "Mission: Impossible – Rogue Nation" fra 2015 og frem. "Mission: Impossible – The Final Reckoning" er højspændt underholdning som altid. Men den sidste sprint er også tynget af sin egen selvbevidsthed og historik, som går i samme højstemte og opsummerende nostalgiafdyrkende fælde som andre filmserier, der skal slå en krølle på halen.
Det ville være naturstridigt at antyde andet, end at actionsekvenserne som altid er i verdensklasse, når Tom Cruise kaster sig ud i den mere sindssyge sekvens efter den anden til lands, til og under vands og i luften. McQuarries navnebror Christopher Nolan er den tydelige inspirationskilde, og vidste man ikke bedre, ville de fleste nok netop tro, at "Mission: Impossible – The Last Reckoning" var en hymne til "Inception" og "Dunkirk". Måske fordi, mæthedsfølelsen trænger sig mere end tidligere på hos McQuarrie og Cruise. Det er tydeligt, at vi er ved vejs ende og ikke længere spejder frem mod næste friske kapitel, men efter fortidens skygger i rendyrket fanservice. Der trækkes på allerede etablerede greb i håb om, at kendere kan svælge i de mere eller mindre subtile referencer.
Vemodet fremstilles som en sidste kærlighedserklæring til old school blockbuster-action. Men vi ved jo alle, at det mest er producerne som hulker henover hinandens skuldre i mødelokalerne over, at endnu en cash cow ikke længere græsser i deres baghave. Følelsesmæssige dimensioner har heldigvis aldrig fyldt særligt meget i "Mission: Impossible"-actionfokus. At vi pludselig skal malkes til at fælde salte tårer over endnu en Hollywood-produktions komplette mangel på idérigdom er ganske enkelt malplaceret og patetisk.
I en tid, hvor franchises som "Fast & Furious", "Indiana Jones", "James Bond", "Star Wars" og det uudtømmelige lavement af Marvel-film fantasiløst smelter sammen med deres egen metabevidste epilog, tilslutter "Mission: Impossible" sig nu bølgen af afslutninger, der dyrker nostalgien som leverpostejmadder ad libitum. "Mission: Impossible – The Last Reckoning" kunne have været M:I-seriens "Logan", hvor Ethan Hunt endeligt blev menneskelig eller sårbar. Måske i for stor sin respekt for Tom Cruise, som er personificeringen af bigger than life, får vi ikke det svage, det slidte – det, der ville gøre ham virkelig interessant.
Ving Rhames og Simon Pegg får heldigvis mere spillerum i øjeblikke, hvor filmen tørrer sveden af panden og lader karaktererne fylde en smule. Men det er stadig Cruises show. Det er megastjernes forunderlige døds- og aldersforagt og vilje til at ofre sig ud over endnu en klippeside, der driver filmen frem – og det er netop det, der holder universet samlet. På mest godt frem for ondt, da underholdningsværdien er umulig at tage fejl af. Blandt andet en vis undervandssekvens er blandt det bedste, jeg kan mindes at have set inden for genren. Også selvom vi ikke når samme høje niveau som "Mission: Impossible – Fallout".
Det store bagkatalog skal bindes sammen, og "Mission: Impossible – The Last Reckoning" løfter ikke alt med elegance. Næsten tre timers action efterlader ganske vist ikke mange ånderum. Plottet komprimeres især i første akt og tredje akt er mest af alt ét lang stunt, men alligevel kommer Christopher McQuarrie og Tom Cruise måske ikke så overraskende helskindet igennem.
"Mission: Impossible – The Last Reckoning" har dansk biografpremiere 22. maj.
