Galningen med gulvmoppen er snart tilbage i et blodigt actioneventyr med bl.a. Peter Dinklage, Elijah Wood og Kevin Bacon på plakaten!
Godt to år efter verdenspremieren på filmfestivalen Fantastic Fest får vi endelig lov til at se den spritnye "The Toxic Avenger". Og en dugfrisk – og på én gang forrykt og fantastisk – trailer giver os den hidtil bedste smagsprøve på det længe ventede reboot. Traileren kan ses herunder.
Den oprindelige og godt 40-årige kultklassiker "The Toxic Avenger" handler om en splejset pedel, som jævnligt udsættes for tæsk og mobning, men som en dag dratter ned i noget radioaktivt affald, der forvandler ham til en deform superhelt.
I rebootet har "Game of Thrones"-stjernen Peter Dinklage nappet hovedrollen, og den nye "Toxic Avenger" er blevet beskrevet som en både satirisk, bloddryppende og overraskende hjertevarm film af dem, der har været så heldige at se den.
Se også: Stevie Wonder og Paul McCartney tørner sammen i den absurde komedie "Ebony & Ivory" – se traileren
Ud over Dinklage byder rollelisten på prominente navne som Elijah Wood, Kevin Bacon og Jacob Tremblay. I instruktørstolen finder vi Macon Blair, der debuterede som filmmager med 2017's "I Don't Feel at Home in This World Anymore", mens han som skuespiller har medvirket i bl.a. kritikerroste thrillers som "I Care a Lot" og "Green Room".
Det vides endnu ikke, om "The Toxic Avenger"-rebootet også tager skraldet ud i de danske biografsale. Den udkommer i USA's biffer den 29. august, og forhåbentlig bliver den tilgængelig herhjemme via VOD og disk kort tid derefter.
Se den nye, omtalte trailer her:






