22-06-2025 08:00

David Morse, Emily Alyn Lind, We Were Liars, Rahul Kohli, E. Lockhart, Esther McGregor

Johan Albrechtsen

Trailer:

Masser af mystik og bedrag i traileren til "We Were Liars" baseret på bestselleren af samme navn

En velhavende familie går langsomt i opløsning efter en ung kvindes traumatiserende uheld.

"We Were Liars" er Hollywoods nyeste bud på en succesfuld fortolkning af en populær young adult-roman.

Seriens hovedperson (og måske ikke 100% troværdige fortæller jvf. seriens titel) er den unge Cadence Sinclair Eastman, hvis rige familie ejer en idyllisk ø ud for Massachusetts' kyst. Men ét år før historiens start dannede den billedskønne ø rammen om en ækel hændelse, da Cadence vågnede op på stranden hårdt såret og med huller i hukommelsen og nærmest intet tøj på.

Senere vender Cadence tilbage til øen for at finde ud af, hvad der reelt skete dén nat, og om nogle af hendes nærmeste holder sandheden fra hende.

I hovedrollen som Cadence finder vi Emily Alyn Lind, som senest medvirkede i "Ghostbusters: Frozen Empire". Det hovedsageligt unge cast prydes også af bl.a. Ewan McGregors datter, Esther, som for nylig brillerede over for Nicole Kidman i den erotiske thriller "Babygirl". 

Se også: "Babygirl"-interview med Nicole Kidman

Rollelisten prydes også af navne som Caitlin FitzGerald ("Masters of Sex") og David Morse ("Dancer in the Dark").

Seriens kreative showrunners er Julie Plec ("The Vampire Diaries") og Carina Adly MacKenzie ("The Flash"), som altså har kastet sig over E. Lockharts populære bog af samme navn fra 2014.

1. sæson af "We Were Liars" er netop landet på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, og traileren kan ses her:

Kommentarer

  • Den ser spændende ud! Jeg var til casting på den (via selftape) på rollen som Ed Patil, men kan godt se, at mit CV ikke er stærkt nok til at komme i spil mod en garvet herre som Rahul Kohli. Endnu.

    Some day!

    
    2