Diesel bekræfter også (sådan cirka) premieredatoen på blockbuster-sagaens sidste(?) kapitel.
Det er lige godt to år siden, at "Fast & Furious X" efterlod fans af den sejlivede "The Fast and the Furious"-franchise på en cliffhanger af rang.
Vi har længe vidst, at "Fast & Furious 11" bliver franchisens sidste kapitel – hvis vi altså taler om "hovedsagaen" og ignorerer alskens potentielle spin-offs, inklusive en kommende en af slagsen med Dwayne 'The Rock' Johnson i hovedrollen.
Men "Fast & Furious 11" har også befundet sig i et limbo i et stykke tid – måske fordi "Fast & Furious X" havde et astronomisk budget og samtidigt underpræsterede ved billetlugerne. Den slags fostrer naturligvis en del selvransagelse hos de filmselskaber, der betaler de enorme regninger.
Men forleden troppede seriens hovedproducer og helt store stjerne, Vin Diesel, op til en bil-event i den californiske by Pomona, hvor han ikke blot afslørede cirka, hvornår "Fast & Furious 11" endelig udkommer, men han kom også med en noget forbavsende hentydning til plottet i franchisens finale.
Se også: Interview: Danske Thue Ersted Rasmussen kører med klatten (og stjernerne) i "Fast & Furious 9"
Foran et begejstret publikum fortalte Diesel: "Filmselskabet sagde til mig: 'Må vi ikke nok få slutningen på 'Fast and Furious' i april 2027?' Og jeg havde tre betingelser: Nummer ét, franchisen skal tilbage til Los Angeles! Nummer to, vi skal tilbage til racerløbene på gaderne. Nummer tre, Dom og Brian O'Conner skal genforenes."
Dom er den fart- og familieglade actionhelt, som Diesel har spillet i franchisen siden 2001's "The Fast and the Furious". Brian O'Conner er Doms gamle ven (og glimtvis fjende), som blev spillet af Paul Walker frem til hans død i et biluheld i november 2013.
Walker døde, mens "Furious 7" var i produktion, og filmen måtte udskydes og omskrives, og man brugte avanceret computerteknologi og hyrede Walkers brødre som stand-ins for således at bevare Walker i filmen og afrunde O'Conners rolle i sagaen.
Men Diesel lægger altså op til, at O'Conner vender tilbage. Diesel kom ikke med yderligere info, så vi ved ikke, om filmholdet planlægger at bruge CGI til at "genoplive" Walker, eller om der måske vil blive brugt ubrugte filmoptagelser fra tidligere film eller potentielt castes en helt ny skuespiller.
Hvis "Fast & Furious 11" vitterligt udkommer i biffen i foråret 2027, så bliver vi formentlig snart klogere på sagen.







