Den Oscar-vindende skuespillerinde debuterede i "Karate Kid"-franchisen i "The Next Karate Kid" fra 1994.
Det har undret mange fans af "Cobra Kai", at Hilary Swank aldrig fik en cameo i den populære serie – ikke mindst fordi den 50-årige skuespillerinde tilbage i 2022 udtalte, at hun bare ventede på et opkald fra Netflix. Hun understregede således, at hun var klar på at gentage sin rolle som Julie Pierce, som første gang optrådte i "The Next Karate Kid" fra 1994, hvor Swank spillede over for Pat Moritas Mr. Miyagi.
Nu viser det sig dog, at Swank takkede nej, da folkene bag "Cobra Kai" foreslog, at hun kunne gæsteoptræde i den 6. og afsluttende sæson. Skaberne Josh Heald, Jon Hurwitz og Hayden Schlossberg havde en idé om en kort optræden i én eller to episoder – på samme måde som Elisabeth Shue vendte tilbage som Ali i sæson 3.
Se også: Legenderne mødes i ny trailer til "Karate Kid: Legends"
Ifølge Josh Heald kontaktede de Swanks repræsentanter flere gange, men fik aldrig mulighed for at tale direkte med skuespillerinden. Det viste sig, at hun ikke var klar til at genoptage rollen, da hun på daværende tidspunkt netop havde født tvillinger og havde andre projekter i gang, herunder serien "Yellowjackets".
Trods skuffelsen understregede skaberne, at hendes afbud ikke ødelagde nogen centrale handlinger, og at de fortsat ser potentiale i at inkludere hende i fremtidige spin‑offs.
"Cobra Kai", som løb fra 2018 til februar 2025, genoplivede flere figurer fra "Karate Kid"-filmene – herunder Yuji Okumoto (Chozen), Sean Kanan (Mike Barnes), Thomas Ian Griffith (Terry Silver) og Robyn Lively (Jessica).






