Vi har formentlig set det sidste til en af Hollywoods største stjerner på det store lærred.
Takket være pragtpræstationer i film som "Falling Down", "The Game", "Traffic" og "Wall Street" (en i øvrigt Oscar-belønnet præstation) og sit prisbelønnede producerarbejde på bl.a. "One Flew Over the Cuckoo's Nest" har Michael Douglas for længst sikret sig masser af spalteplads i filmhistoriens leksika.
Men da han for nylig troppede op på den tjekkiske filmfestival Karlovy Vary Film Festival, fortalte den efterhånden 80-årige Douglas publikum, at han formentlig aldrig kommer til at arbejde foran kameraet igen.
"Jeg har ikke arbejdet siden 2022, fordi jeg indså, at jeg var nødt til at stoppe," fortalte Douglas, som har bakset med halskræft – en sygdom, der var tæt på at koste ham både stemmen og kæben.
"Jeg har arbejdet ret hårdt i næsten 60 år, og jeg havde ikke lyst til at være en af dem, der falder død om på settet. Jeg har ingen planer om at vende tilbage."
Douglas undlader dog at erklære sin filmkarriere stendød, idet han indrømmer, at hvis et helt exceptionelt projekt lander på hans bord, så kunne han godt finde på at iføre sig arbejdstøjet igen.
Se også: Afstemning: Bedste film med Michael Douglas?
Under sin tale på filmfestivalen blev det også hurtigt tydeligt, at Douglas ikke blot er blevet udmattet af sine mangeårige prøvelser i Hollywood, men også af det nuværende politiske landskab.
"Demokrati er dyrebart og sårbart. Det er nødt til at blive beskyttet altid. Lige nu flirter vores land med autokrati, og det samme gør andre demokratier i verden. Vi må ikke tage demokratiet for givet.
"Lige nu er det skuffende, at politik handler om profit. Der var engang en idealisme i USA, som ikke eksisterer længere. Nyhederne taler deres eget sprog. Jeg er bekymret. Jeg er nervøs. Og det er ikke andres ansvar at passe på os – det er vores ansvar at passe på hinanden."
Den sidste store biograffilm på Douglas' glorværdige CV ender altså nok med at være Marvel-filmen "Ant-Man and the Wasp: Quantumania", som vi netop interviewede Douglas om tilbage i 2023:




