Mere end 50 millioner Prime-brugere verden over har set Viola Davis nedlægge en hær af terrorister i filmen, der vækker varme minder om "Die Hard" og "Air Force One".
For få dage siden landede actionkomedien "Heads of State" på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, hvori USA's præsident kæmper for at bevare internationale alliancer og sikre verdensfreden med en hær af skydegale lejemordere i hælene.
Se også: Moovy TV: Interview med Ilya Naishuller – instruktøren bag "Nobody" og "Heads of State"
Pudsigt nok er det også mere eller mindre plottet i en anden film, som Amazon lancerede på streaming tidligere i år: "G20". Blandt de nævneværdige forskelle på de to film er dog, at "G20" ikke lægger nær så stor vægt på humoren, og at den har en sort kvindelig præsident som omdrejningspunkt.
Netop derfor blev flere af trailerne til "G20" også lagt for had online af den siddende præsidents støtter. Og det er da også påfaldende, at man netop nu kan se et par fiktionsfilm om en amerikansk præsident, der sætter livet på spil for at bevare båndene mellem USA og omverdenen, mens Det Hvide Hus' nuværende lejer ikke just brænder for det internationale samarbejde...
Se også: Viola Davis slår fra sig i ny trailer til actionbraget "G20"
Hvorom alting er, så fik "G20" faktisk hæderlige anmeldelser, og nu rapporterer Deadline, at på trods af den markante brok og hån online, så er "G20" også blevet et gigantisk hit på Prime Video.
Her blot tre måneder efter streamingpremieren er "G20" faktisk en af de 10 mest sete actionfilm nogensinde på Prime Video. Mere end 50 millioner brugere har streamet filmen, og i sin udgivelsesuge tilbage i april var "G20" den mest streamede filmtitel i USA med over 516 millioner streamede minutter. Med en spilletid på 108 minutter (inklusive rulletekster) betyder det, at omtrent 4,8 mio. mennesker så filmen fra start til slut i åbningsugen.
Op til "G20"-premieren interviewede vi en af filmens hovedrolleindehavere, Ramón Rodríguez ("Will Trent", "The Wire"), samt den Oscar-nominerede producer Andrew Lazar ("American Sniper", "Akira"), og det indslag kan I se her:





