Den nye "I Know What You Did Last Summer" bærer trofast arven videre fra 1997. Spørgsmålet er bare, hvor meget arv der egentlig er at bære videre på?
"Nostalgi er overvurderet." Jennifer Love Hewitts karakter, Julie James, lader replikken falde hen mod slutningen af den nye "I Know What You Did Last Summer", hvor endnu en maskeret morder, iført regnfrakke og sydvest, er på hævntogt. En sært rammende bemærkning i en film, hvis eksistensberettigelse i høj grad skyldes netop nostalgi. Filmen er seneste skud på stammen af horrorfortsættelser, der forsøger at vække en sovende franchise til live og lokke både gamle fans og nye biografgængere ind i mørket.
"Scream" gjorde det med stor succes i 2022 og blev et forbillede for, hvordan man kan genoplive en serie med respekt for originalen og blik for samtidens publikumsforventninger. Sammenligningen er i dette tilfælde ikke blot nærliggende, men næsten uundgåelig. Den oprindelige "I Know What You Did Last Summer" fra 1997 opstod direkte i slipstrømmen på succesen med "Scream" året før, og begge film blev skrevet af Kevin Williamson. Men hvor "Scream" var genrebevidst, ironisk og nytænkende, fremstod "I Know What You Did Last Summer" allerede dengang som en mindre opfindsom kopi. Det gør den i høj grad stadig, og to efterfølgende film samt en kortlivet serie har blot understreget, hvor svært det er at få noget friskt ud af den grundlæggende præmis.
Nu forsøger franchisens fjerde film – den første i næsten 20 år – at genoplive historien og udvide universet. Vi er tilbage i Southport, North Carolina, hvor fiskeren huserede første gang. En gruppe unge venner samles den 4. juli for at fejre en forlovelse, men som genrens logik tilsiger, går noget galt: En ulykke med dødelig udgang. De forsøger at dække over deres skyld, men året efter bliver de konfronteret med konsekvenserne, da en morder, der kender deres hemmelighed, er ude efter hævn. Heldigvis er der hjælp at hente, da et par af de overlevende fra den oprindelige massakre i 1997 står klar til at give nogle gode råd med på vejen
Langt hen ad vejen føles filmen som en opdateret udgave af originalen, uden for alvor at forny sig. Strukturen er nær identisk, og inddragelsen af de oprindelige karakterer er løftet direkte fra "Scream"–strategien. Vi kan kalde det legacy casting, nostalgia bait eller bare copy-paste. Men modsat "Scream" fungerer det ikke helt så godt. Den nye vennegruppe er velspillet, særligt Chase Sui Wonders, Madelyn Cline og Sarah Pidgeon, men det er stadig gensynet med Freddie Prinze Jr. og Jennifer Love Hewitt, der skaber mest interesse. Da Prinze Jr. dukker op med sin barytone røst, er det, som om filmen endelig falder på plads. Til gengæld er Hewitts rolle som Julie James mærkbart undervurderet og retningsløs. Som om hendes eneste funktion var at stille op som franchisens ikoniske final girl – ikke fordi filmen reelt havde noget at fortælle med hende.
Det er en skam, for netop Julie James kunne have givet filmen det nødvendige emotionelle tyngdepunkt. I stedet forbliver hendes tilstedeværelse overfladisk, og filmen føles flere steder halvbagt. Som slasher fungerer den nogenlunde – der er et vist drive og nogle solide scener – men den mangler mindeværdige drab og ægte overraskelser. Først i filmens sidste akt tør den træde uden for skabelonen og tage reelle chancer med fortællingen, men da er det næsten for sent. Ambitionen om at balancere nyt og gammelt forbliver halvhjertet.
Når alt kommer til alt, er "I Know What You Did Last Summer" stadig det samme som i 1997: En skygge af "Scream". Den forsøger at genfinde relevans gennem nostalgi og genkendelighed, men ender mest af alt som et forsigtigt ekko af noget, der engang virkede. Der er glimt af charme, og enkelte øjeblikke løfter sig over formularen, men filmens egentlige formål synes at være kommercielt snarere end kreativt. Det er svært at få øje på en kunstnerisk eksistensberettigelse – andet end, nå ja… nostalgia sells.
