En rodet og uvedkommende film, der sælger sig på en forfatter, den ikke forstår.
Franske film kan være forførende og smukke i det fandenivoldske og uperfekte. Kan være. "Jane Austen a gâché ma vie" – eller på dansk "Jane Austen ødelagde mit liv" – er ikke en af dem.
At filmens premiere falder belejligt sammen med 250-året for Jane Austens fødsel, har nok været godt for filmens PR og sikkert også været en guldmine, hvad angår at få filmstøtte – men så er der altså heller ikke mere at komme efter.
I filmen møder vi Agathe (Camille Rutherford), der beskrives som en desperat singlekvinde. Til daglig arbejder hun i den berømte boghandel ‘Shakespeare & Co’ i Paris.
Da vi møder Agathe læser hun højt af anonyme kærlighedsnotater på engelsk, og det føles hverken autentisk eller forankret i karakterens franske kontekst. Nu er jeg ikke frankofil nok til at være dommer, men jeg tvivler stærkt på, at en fransk kvinde tænker på engelsk.
Og slet ikke når det gælder sexede gloser.
Agathe drømmer om at skrive bøger og holder sig mest til sin yndlingsforfatter Jane Austens univers. En dag bliver hun inviteret på et skriveophold i England arrangeret af selveste Jane Austens efterkommere.
Godt 20 minutter inde i handlingen tænder hun sin første cigaret, som var hun storryger.
Det er at være den franske genre utro.
Jeg havde lyst til en cigaret længe før hovedkarakteren. Var det ikke fordi man ikke måtte ryge i biografen, havde jeg røget mig halvvejs gennem pakken, før plottet fik en forløsning.
Under skriveopholdet må Agathe konfrontere sin usikkerhed og tage det første skridt mod at gøre sine drømme til virkelighed. Måske er det filmens eget manuskript, der trænger til et skriveophold, modsat fortællingens hovedkarakter.
Manuskriptet er for skrevet og flere steder virker til at være kopieret direkte fra en opslagstavle på Pinterest, med umotiverede replikker som: "Af en visnet blomst at være, dufter du godt". Hvem i alverden siger sådan noget?
Så møder hun Oliver (Charlie Anson), hvis karakter er et kryds mellem en discountudgave af Hugh Grant og en lettere ucharmerende bælgøjet brite. Han er tilfældigvis Jane Austens gran-gran-gran-barnebarn, der i øvrigt er professor i moderne engelsk litteratur på King’s College. Hun antager, at hun kan bagtale ham på fransk. Hvor hun til sin ‘store overraskelse’ opdager, at han er flydende på fransk. Touché.
Det bliver et bizart kryds mellem en indiefilm og en Hallmark-produktion.
Vi får aldrig introduceret bi-karaktererne ordentligt, hvilket virker uhøfligt. Og jeg havde mere sympati med den alpaca, der spytter Agathe i hovedet, end med nogen af filmens øvrige karakterer.
Desuden forvirrer det, når publikum får vigtig info flere scener, efter det var relevant.
Jeg ved godt, at Kierkegaard sagde, at livet leves forlæns men forstås baglæns – og medmindre man er Christopher Nolan så er det sjældent, at en film fortalt baglæns kan fungere.
Halvvejs i filmen får vi endelig forklaret, at hendes forældre døde i en bilulykke. Lidt for søgt karaktertræk at give en ung kvinde, så vi får en idé om at hun er kompleks, bare fordi hun bærer på et barndomstraume.
Den æstetiske tomhed ses også i det visuelle udtryk, hvor jeg savnede både nerve og autenticitet. Det bliver for opstillet og minder mere om et kurateret Instagram-feed uden dybde frem for en film.
Teknisk forbliver det en flad oplevelse.
Kameralinsen er til tider fedtet. Valget af linser – som en fisheye til en dialogscene – er stadig en gåde for mig. Lyssætningen kunne klart være løst bedre. Brugen af lyskilder i billedet er for overdøvende. Visse scener fremstår enten over- eller undereksponerede.
Filmens retning havde jeg allerede svært ved at finde, og det blev ikke bedre af at jeg havde svært ved at se skuespillerne.
Det tekniske udtryk kunne jeg måske tilgive, hvis fortællingen havde noget på hjerte – eller bare haft den mindste forståelse af menneskelig stolthed og fordom.
Genremæssigt sælger filmen sig på at være autofiktion. En genre, der kun er interessant, hvis der er noget at fortælle.
Det er en film, der er skrevet af en, der ikke har levet. Jeg tvivler også på, om folkene bag denne film overhovedet har læst Jane Austen?
Der har i nyere tid været mange nyfortolkninger af Austens univers, som faktisk kendte sin genre, sit publikum og sin forfatter. Bare se på produktioner som "Austenland"(2013), "Lost in Austen"(2008) og "Pride and prejudice and Zombies"(2016).
Det er derfor sørgmodigt at det skulle være denne film, der fik ‘æren’ af at blive nutidens spejl på Austens litterære arv i 250 året for forfatteren. Det gør ondt at se hendes navn i forbindelse med noget så vagt.
Austens romaner handler ikke om at finde kærligheden, men om at gennemskue den og de mennesker, der bruger den som social valuta. Hun var mester i ironi, skrev med kirurgisk præcision om klasseskel, kvinders vilkår og menneskeligt selvbedrag.
Derfor er det så sigende, at denne film reducerer det hele til en overfladisk fortælling, der lige så godt kunne have været et postkort frem for en spillefilm.
At kalde denne film en hyldest til Jane Austen kan sidestilles med at smøre karrysild på en madeleinekage – og kalde det et kulturmøde.
Filmen siger mere om vores tids æstetiske tomhed end om Jane Austen.
I en tid, hvor alt skal ligne noget, men intet behøver at være noget. Hvor det ydre vægter højere end substans.
Hvor vi elsker idéen om dybde og dannelse – men kun i det omfang, det kan omsættes til æstetik, likes og en totebag fra Politikens Boghal.
Hvor vi gerne vil hylde en kvindelig forfatter, så længe vi slipper for at engagere os i hende, men stadig kan kalde det women empowerment.
Filmen er ikke et værk i sig selv – den er et symptom. Og det er måske det mest deprimerende ved det hele.
At rulleteksterne var i Woody Allens foretrukne skrifttype, lader vi stå for sig selv – denne anmeldelse er allerede for lang.
"Jane Austen ødelagde mit liv" er en rodet og uvedkommende film, der sælger sig på en forfatter, den ikke forstår. Og et bevis på, at franske film også kan være dårlige.
"Jane Austen ødelagde mit liv" har dansk biografpremiere den 17. juli 2025.
