20-07-2025 08:00

Kilde: www.indiewire.com

censur, superman, indien, Superman 2025

Rasmus Drews

Nyhed:

Supermans kærlighed for stærk til Indien – kys fjernet af censurmyndighed

I Indien betragtes længere kys stadig som kontroversielle – i hvert fald ifølge censurmyndigheden.

Den indiske censurmyndighed, Central Board of Film Certification (CBFC), har endnu en gang gjort sig bemærket ved at klippe en række relativt uskyldige scener ud af en udenlandsk storfilm – denne gang "Superman" med David Corenswet og Rachel Brosnahan i hovedrollerne som Superman og Lois Lane.

Filmen fik således fjernet to kyssescener. Ifølge kilder blev i alt 41 sekunder fjernet, heriblandt en scene med et 33 sekunder langt kys, hvor Superman og Lois Lane svæver i luften.

Se også: Disney fjerner bryster og numser fra sine film på Disney+

CBFC vurderede, at scenerne var "overdrevent sanselige", selvom de involverede påklædte karakterer og var romantiske snarere end seksuelle. I en indisk kontekst betragtes længere kys stadig som kontroversielle, især i film målrettet et ungt publikum. Det afspejler en vedvarende konservatisme i dele af den indiske filmkultur, hvor kyssescener i årtier var tabu, og hvor romantik ofte blev udtrykt gennem symbolske billeder såsom blomster eller dans i regnvejr.

CBFC har tidligere været i søgelyset for lignende sager. Internationale film som "Oppenheimer" og "Thunderbolts*" er blandt dem, der måtte redigeres til det indiske marked. I kølvandet på denne sag er indiske netbrugere begyndt at diskutere, om der er behov for en reform i censurmyndigheden, som mange opfatter som gammeldags.

Kommentarer

  • Verden er primitiv og desværre har de progressive kræfter i verden tabt ret meget de sidste par år. 

    
    1
  • Men russisk roulette er de okay med? Den barskeste scene i filmen.

    0
  • Det er jo ikke værre, end i USA, hvor man ikke må sige Sørme i TV, men de viser skoleskyderier og soldater der myrder i prime time?

    
    1