Instruktøren bag "Prey" er snart klar med "Predator"-franchisens nyeste kapitel.
For en måneds tid siden landede den animerede "Predator"-film "Predator: Killer of Killers" på Disney+. Men det sejlivede Predator-bæst, som vi først mødte side om side med Arnold Schwarzenegger i 1987, dukker også snart op igen i biffen.
"Predator: Badlands" er instrueret af Dan Trachtenberg ("10 Cloverfield Lane"), som er blevet "Predator"-franchisens de facto showrunner efter at have lavet 2022's kritikerroste "Prey" og den førnævnte "Killer of Killers". Vi interviewede i øvrigt Trachtenberg om netop "Prey" op til den films streaming-premiere:
Læs også: Bag om "Prey" med instruktøren Dan Trachtenberg og "Legion"-stjernen Amber Midthunder
"Predator: Badlands" er dog ikke en fortsættelse til nogen af seriens andre film. Den foregår langt ude i fremtiden, hvor en ung predator (Dimitrius Schuster-Koloamatangi) er blevet smidt ud af sin klan.
I et forsøg på at genvinde sin ære slår han sig sammen med Thia (Elle Fanning), som vi oprindeligt troede var et menneske, men som faktisk er en slagkraftig androide skabt af Weyland-Yutani – det fiktive firma bag de menneskelignende maskiner i "Alien"-franchisen, som ofte er blevet mikset med "Predator"-sagaen i alskens medier.
"Predator: Badlands" lander i biffen herhjemme den 6. november, og en helt ny actionfyldt trailer kan ses her:







