Pedro Pascal & co. giver os en af Marvels mest menneskelige superheltefilm til dato.
"The Fantastic Four: First Steps" er den tredje(!) Marvel-film, der lander i biografen bare i år. En massiv bedrift, taget i betragtning af at vi kun er lidt over halvvejs gennem året. MCU-maskinen kører ufortrødent videre og pumper superheltefilm ud i et tempo, hvor bare evnen til at kunne følge med i hele deres cinematiske univers efterhånden er en heroisk bedrift i sig selv. Det er måske ikke så mærkeligt, at mange af os oplever en vis mæthed, når det kommer til superheltefilm – vi er trods alt blevet stopfodret med dem i snart to årtier.
Og de begynder i stigende grad at ligne hinanden. Man skal nok være mere end almindeligt interesseret i genren for at kunne skelne den ene computergenererede greenscreen-skurk fra den næste. Især når den gode historie og det skarpe manuskript alt for ofte glimrer ved sit fravær. Så det er med blandede følelser, man træder ind i biografmørket for at se MCU-film nummer 37, "The Fantastic Four: First Steps". Frygten for endnu en omgang CGI-gylle lurer på den ene side, mens håbet om, at denne film faktisk har noget visuelt og menneskeligt at byde på, lokker fra den anden.
Og lad det være sagt med det samme: Den største frygt kan hurtigt manes til jorden, for "The Fantastic Four: First Steps" er faktisk en af de mest vellykkede og originale Marvel-film længe. Kombinationen af et visuelt tillokkende univers og overordentlig solide præstationer fra samtlige af de fire hovedroller gør, at den seneste MCU-udgivelse er en forbløffende fantastisk film. På trods af at "The Fantastic Four" stadig lider under nogle af Marvels sædvanlige akilleshæle, er det en underholdende og sært jordnær film – så jordnær som en fortælling om fire superhelte og en planetædende rumgud nu engang kan være…
"The Fantastic Four: First Steps" er nemlig først og fremmest en historie om familie. De fire superhelte – Reed Richards (Pedro Pascal), Sue Storm (Vanessa Kirby), Johnny Storm (Joseph Quinn) og Ben Grimm (Ebon Moss-Bachrach) – bor og arbejder under samme tag og står pludselig overfor en helt ny udfordring, da det viser sig, at Sue Storm og Reed Richards venter et barn. Spørgsmålet er så bare, hvilke kræfter et barn født af to supermennesker mon besidder? Værre bliver det, da rumguden Galactus (Ralph Ineson) og sølvsurferen Shalla-Bal (Julia Garner) melder deres ankomst. Galactus er nemlig opsat på at fortære hele planeten Jorden, så nu må de fantastiske fire både jonglere familieforøgelse og forsvare kloden på én og samme tid.
Filmen udspiller sig i et af multiversets mange alternative versioner – denne gang i en retrofuturistisk udgave af New York i 1960’erne. Det klæder filmen. Det er en fantastisk og farvemættet verden, der virkelig er æstetisk tillokkende – på den kassettefuturistiske, koldkrigsagtige måde, vi kender fra "Rumrejsen 2001" og "Fallout"-universet. Det gør også, at "The Fantastic Four: First Steps" skiller sig ud fra sine forgængere ved rent faktisk at have sin egen visuelle identitet.
Men den visuelle side kan ikke stå alene. Heldigvis byder filmen også på nogle af de bedste og mest menneskelige præstationer, man har set i en Marvel-film. Pedro Pascal er fremragende som det elastiske geni Reed Richards, og han får kamp til stregen af Vanessa Kirby som Sue Storm, der med udsigten til familieforøgelse pludselig har alt at miste. De bakkes op af Joseph Quinn og Ebon Moss-Bachrach, som leverer to charmerende og troværdige udgaver af henholdsvis den menneskelige fakkel Johnny Storm og den omvandrende sten med et hjerte af guld, Ben Grimm. Det er de fire hovedrolleindehavere, der trækker det tunge læs og gør "The Fantastic Four: First Steps" til en indlevende og menneskelig film. Hvor utallige Marvel-film tidligere har været underligt forhastede for at nå frem til actionsekvenserne, lader denne film faktisk historien få luft og tid til at udfolde sig. Det er en fornøjelse – og man får for en gangs skyld indtryk af, at nogen virkelig har ønsket, at vi skulle lære disse karakterer at kende.
Det kunne alt sammen være så godt, hvis det altså ikke var fordi, at "The Fantastic Four: First Steps" desværre snubler over den samme gamle akilleshæl, der har plaget så mange Marvel-film: skurken. Igen må heltene stå overfor en underudviklet samling CGI-muskler med en papirstynd baggrund og et formål, der føles trukket direkte ud af manuskriptets mest idéforladte baghjørne.
Galactus er omtrent lige så spændende som udkogt ris – og det er drønærgerligt, for man sidder tilbage med følelsen af, at filmen kunne have været endnu stærkere, hvis man ikke havde spildt tid på at introducere endnu en ligegyldig skurk på Marvels alenlange liste af røvsyge bad guys. Lidt bedre står det til med Shalla-Bal – The Silver Surfer får en smule mere plads at udfolde sig på, og man aner næsten noget menneskeligt bag facaden. Men også kun næsten.
Det kan godt være, at "The Fantastic Four: First Steps" ikke er noget moderne mesterværk – og Marvel døjer stadig med sin gamle skurkeforbandelse. Men mindre kan også gøre det. For når en superheltefilm tør skrue ned for støjen og op for nærværet, når karaktererne føles som mere end plotredskaber, opstår der noget sjældent: man mærker menneskene bag dragterne. Film nummer 37 i MCU føles som et lille nybrud, efter al den udmattende jongleren med tidslinjer og dimensioner. En film med hjerte og personlighed, der tør stå på egne ben i stedet for at overgå alt, hvad der kom før. Det klæder den. Og det klæder Marvel.
