24-07-2025 21:30

Benicio Del Toro, Leonardo DiCaprio, Sean Penn, Paul Thomas Anderson, One Battle After Another

Johan Albrechtsen

Trailer:

Masser af action i ny trailer til Paul Thomas Andersons "One Battle After Another" med Leonardo DiCaprio

Manden bag "There Will Be Blood", "Boogie Nights" og "Magnolia" skruer op for intensiteten i sin nyeste og dyreste film.

Lige knap fire måneder efter den første teaser har Warner Bros. netop frigivet den første fulde trailer til Paul Thomas Andersons næste opus: "One Battle After Another".

Anderson er vel at mærke blevet Oscar-nomineret 11 gange for sit arbejde hidtil bag kameraet takket være film som "Boogie Nights", "Magnolia", "There Will Be Blood" og "Licorice Pizza".

Leonardo DiCaprio spiller en forhenværende oprørssoldat, som med årene er blevet en lidt gal og glemsom vagabond, der forgæves forsøger at få hjælp fra sine tidligere allierede, da hans datter forsvinder – tilsyneladende fordi hun er blevet kidnappet af en sammenbidt soldat spillet af Sean Penn, som har et udestående med DiCaprios karakter.

Ligesom Andersons forrige film har "One Battle After Another" tydeligvis også en detaljerig og besnærende billedside, som i øvrigt er blevet skudt i VistaVision-formatet – som den blot anden amerikanske film siden 1960'erne ud over "The Brutalist".

Se også: Moovy TV: Bag om Oscar-favoritten "The Brutalist" med Guy Pearce og instruktøren Brady Corbet

En ligeledes vild og veloplagt Benicio Del Toro spiller en af DiCaprios karakters gamle soldaterkammerater, og rollelisten byder også på navne som Regina Hall, Chase Infiniti, Teyana Taylor, Wood Harris og den store stjerne i Andersons "Licorice Pizza", Alana Haim.

"One Battle After Another" har et budget på omtrent 140 mio. dollars, hvilket gør den til den suverænt dyreste film i Andersons karriere. "Licorice Pizza" var instruktørens dyreste projekt hidtil med et budget på 40 mio. dollars.

"One Battle After Another" kæmper sig ind i de danske biografsale den 25. september. Se den nye trailer her:

Kommentarer

  • Jeg er så spændt på den her film, noget hel andet fra PTA, eller også er traileren blot lavet på den måde ligesom The American var, uanset jeg glæder mig, hvert fald med den director og det cast.

    
    0