Martin Scorseses film om excentrikeren og luftfartspioneren Howard Hughes markerede et afgørende øjeblik for DiCaprio.
Leonardo DiCaprio har gennem sin karriere arbejdet med nogle af filmhistoriens største navne og skabt et væld af moderne klassikere. Alligevel er der én film, han vender tilbage til, når han endelig en sjælden gang genser sit eget arbejde: Martin Scorseses "The Aviator" fra 2004.
I et interview med instruktøren Paul Thomas Anderson i Esquire fortæller DiCaprio, at filmen om excentrikeren og luftfartspioneren Howard Hughes markerede et afgørende øjeblik for ham i Hollywood:
"Jeg ser sjældent mine egne film, men hvis jeg skal være ærlig, er der én, jeg har set flere gange end de andre, og det er 'The Aviator'. Det var et helt specielt øjeblik for mig. Jeg havde arbejdet med Marty på 'Gangs of New York', og jeg havde gået rundt med en bog om Howard Hughes i ti år," siger DiCaprio og fortsætter:
"Jeg var tæt på at lave den med Michael Mann, men det holdt ikke, så jeg endte med at tage den til Marty. Jeg var 30 år gammel, og det var første gang, jeg følte, jeg var en del af selve produktionen – ikke bare en skuespiller, der var hyret til en rolle. Jeg følte et helt nyt ansvar. Jeg har altid været stolt af den film som et vigtigt skridt i min udvikling og som mit første rigtige samarbejde."
Se også: Leonardo DiCaprio er stadig forvirret over "Inception"
"The Aviator" blev nomineret til 11 Oscars – heriblandt Bedste film, Bedste skuespiller og Bedste instruktør – og vandt fem af dem, dog ingen af ovenstående. Filmen cementerede det kreative partnerskab mellem Leonardo DiCaprio og Martin Scorsese, som siden har givet os "The Departed", "Shutter Island", "The Wolf of Wall Street" og senest "Killers of the Flower Moon".
Paul Thomas Andersons nye film med DiCaprio, "One Battle After Another", får premiere 26. september. Filmen beskrives som en sort komedie-thriller og følger Bob Ferguson (DiCaprio), en tidligere revolutionær, som lever et tilbagetrukket liv – indtil hans gamle fjende vender tilbage efter 16 år og kidnapper hans datter. Det tvinger Bob til at samle sine gamle kammerater for at redde hende. Traileren kan ses her.






