22-08-2025 09:00

moovy podcast, draft, nikolai schulz, joachim jelle, mikkel abel, 2015

Joachim Jelle

Moovy Podcast:

Draft: Bedste film 2015 m. Nikolai Schulz

Moovy Podcast får for anden episode i træk besøg af filmeksperten Nikolai Schulz – denne gang for at drafte filmåret 2015!

Sidste episode bød også på en draft – nemlig over de bedste Brad Pitt-film. Efter en meget ensidig afstemning på Facebook og Instagram løb gæst Nikolai Schulz af med sejren. Især valgene "Moneyball" og "Inglourious Basterds" hjalp ham på vej.

Nu joiner han igen værterne, Mikkel Abel og Joachim Jelle, i studiet for at drafte.

2015. Et spændende år. Store instruktører som Quentin Tarantino, Denis Villeneuve, Yorgos Lanthimos og Alejandro Iñárritu havde alle fede film på programmet.

HØR OGSÅ: DRAFT: BEDSTE FILM 2005 M. DAVID MADSEN

På blockbuster-fronten var der den altoverskyggende "Star Wars: The Force Awakens". Dens enorme succes verden over, men især ved det amerikanske box office, satte en ny trend for Hollywood – såkaldte legacy sequels og soft reboots blev produceret i stor stil, og samme år fik vi "Jurassic World", der brugte samme formular.

Også "Mission: Impossible – Rogue Nation" satte sine spor, såvel som George Millers tilbagevenden til Mad Max-universet med "Fury Road". Nikolai Schulz nævner selv, hvordan han kæmper på gyserfronten, men de garvede gysereksperter, som Mikkel og Joachim, synes, der er nok at tage af.

Nyd endnu en hæsblæsende draft-episode, hvor følelserne går højt – alt sammen fordi vi elsker film.

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox m.m.

Kommentarer

  • For første gang nogensinde havde jeg set alle filmene på jeres lister. Jeg plejer ellers at gå ned på gysere eller ikke-engelsksprogede film. 

    Der var lige et øjeblik, hvor jeg ikke troede at jeg havde set Our Little Sister - indtil det gik op for mig, at det er den der på dansk bare hedder Søstre. En ret så fantastisk japansk film af mesteren Kore-eda. Kan let findes på Filmstriben hvis man søger på den danske titel.

    Den anden asiatiske film, der blev valgt - The Assassin - kan i øvrigt også findes på Filmstriben. Det er i en totalt anden boldgade, men også yderst seværdig.

    Det var også første gang, at en af jer endte med en liste, hvor ALLE syv film er fremragende eller bedre - ud fra min rating.

    Så derfor er der ingen tvivl om, at min stemme skal gå til Mikkels superliste.

    
    0