21-08-2025 10:00

Star Trek, videospil, gaming, Star Trek: Voyager, Star Trek: Voyager - Across the Unknown

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Nyt "Star Trek: Voyager"-spil lader dig styre det ikoniske Starfleet-rumskib sikkert hjem – se traileren

"Star Trek: Voyager" fejrer i år sin 30-års fødselsdag, og snart kan fans dykke helt ned i den succesfulde spin-offs univers.

I forgårs kunne gamerglade trekkies glæde sig over, at et nyt Virtual Reality-videospil med titlen "Star Trek: Infection" blev annonceret på årets gamescom – en enorm spilmesse i Tyskland.

Og nu er endnu et kommende "Star Trek"-spil blevet offentliggjort, og mens "Star Trek: Infection" ligner et rimelig konventionelt gyserspil blottet for genkendelige locations og karakterer fra den sejlivede "Star Trek"-franchise, så er "Star Trek: Voyager - Across the Unknown" til gengæld gennemsyret af kendte ansigter og steder fra sci-fi-sagaens annaler.

Som titlen understreger, er spillet direkte knyttet til serien "Star Trek: Voyager" (1995-2001), som handler om rumskibet Voyager og dets galante besætning, som i åbningsafsnittet slynges omtrent 70.000 lysår væk fra Jorden. Det vil tage omtrent 70 år for dem at komme hjem med warp-speederen i bund, og mens de leder efter alskens smutveje, får de både nye venner og fjender i Mælkevejens afsides afkroge.

Se også: Nyt smugkig på dokumentar om "Star Trek: Voyager"

"Star Trek: Voyager - Across the Unknown" betegnes af udviklerne som et historiedrevet strategispil, hvor rumskibet Voyagers skæbne ligger i spillerens hænder.

Som spiller overtager man styringen af Voyager, og ens beslutninger gennem spillet afgør, hvordan Starfleet-rumskibets rejse tager form. Vil du løse en konflikt med diplomati – eller måske i stedet med destruktive phasers?

Ud over at man får lejlighed til at udforske galaksen, så skal man også beslutte, hvad der skal bygges, repareres, researches, prioriteres osv. inde i selve rumskibet. Angiveligt er hver gennemspilning af spillet totalt unik pga. de mange beslutninger, man træffer undervejs.

Spillets skabere er vel at mærke også trekkies. På gamescom fastslog to af spillets bagmænd, Jonas Hüsges og Daniel Bernard:

"'Star Trek: Voyager - Across the Unknown' er et passionsdrevet projekt – passion for både historiefortælling og for 'Star Trek'-franchisens kulturarv. Vi glæder os meget til at hive Voyager-besætningen ind i rampelyset igen på en måde, der føles tro over for franchisens kanon, og som samtidigt tilbyder nye narrative retninger. Som livslange 'Star Trek'-fans er vi henrykte over at få lov til at bidrage noget til dette ikoniske univers. Spillet handler ikke blot om nostalgi – det handler om at give spillerne styringen og lade dem sætte deres egen kurs gennem det ukendte."

"Star Trek: Voyager - Across the Unknown" har endnu ikke en fastlagt lanceringsdato, men spillet udkommer formentlig senere i år til både pc, Xbox Series X/S og PlayStation 5. Se en trailer her:

Kommentarer