23-08-2025 10:00

Daniel Day-Lewis, Anemone

Johan Albrechtsen

Trailer:

"Anemone": Se traileren til Daniel Day-Lewis‘ første film i 8 år

Den legendariske skuespiller gik på pension i 2017, men han er blevet overtalt til at gøre comeback af sin søn Ronan, der debuterer som spillefilmsinstruktør.

En af filmhistoriens mest prisbelønnede og rent ud sagt dygtigste skuespillere, Daniel Day-Lewis, trak tilsyneladende stikket på sin karriere i 2017. I et interview med Variety fastslog skuespilleren: "Jeg er nødt til at tro på værdien i det, jeg laver. Arbejdet kan forekomme væsentligt og uimodståeligt. Og hvis et publikum tror på dig, bør det være nok for mig. Men det har det ikke været på det seneste."

Day-Lewis havde inden da leveret Oscar-belønnede præstationer i "Min venstre fod", "There Will Be Blood" og "Lincoln" foruden hæderkronede indsatser i film som "In the Name of the Father", "Den sidste mohicaner", "Den skjulte tråd" og "Gangs of New York".

Og Day-Lewis var kendt for at være en ekstremt method-orienteret skuespiller, som brugte oceaner af tid på at leve sig ind i sine roller, og som sjældent gav slip på sin karakter, når kameraerne ikke rullede. Så det virkede logisk, at han lagde skuespillerfaget på hylden og omsider tog den lidt med ro.

Men nu vender Day-Lewis altså snart tilbage i dramaet "Anemone", og den første trailer kan ses herunder.

Læs også: David Harbour: ’Method acting’ er farligt og fjollet

Day-Lewis' tilbagevenden foran kameraet har formentlig noget at gøre med, at "Anemone" både er skrevet og instrueret af skuespillerens 27-årige søn, Ronan. "Anemone" er Ronans spillefilmsdebut, og farmand Daniel har også været inde over manuskriptet.

"Anemone" udfolder sig i det nordlige England, hvor en midaldrende mand (Sean Bean) forlader sit forstadshjem og drager ind i skoven, hvor han genetablerer forbindelsen til sin bror (Day-Lewis). De to mænd deler en gådefuld fortid og har et på én gang ængsteligt og kærligt forhold, som sættes på prøve gennem filmen.

"Anemone" får amerikansk biografpremiere i oktober, men en dansk premieredato er endnu ikke blevet annonceret. Se den omtalte trailer her:

Kommentarer

  • Det faktisk DDL, der spiller alle rollerne, he is that good.

    
    1
  • Intens…..

    
    1