Pilou Asbæk spiller hovedrollen i krimiserien, som lanceres tidligt i 2026.
Mens Netflix i årevis har postet penge i danske seriesatsninger som "Kastanjemanden", "The Rain" og "Copenhagen Cowboy", så har Amazon – der har streamingtjenesten Prime Video – først for nylig påbegyndt arbejdet på selskabets første danske tv-projekt: "Slangedræber".
Og nu har Amazon netop frigivet den første stak stemningsfulde billeder fra krimiserien, og de kan ses alle sammen herunder i fuld størrelse.
I en pressemeddelelse betegner Amazon "Slangedræber" som en hæsblæsende krimithriller inspireret af virkelige hændelser, og den er i øvrigt både skrevet og instrueret af Anders Ølholm – en dansk filmmager med en enormt broget karriere, der bl.a. har disket op med manuskripterne til alle tre "Anboy"-film, og så både skrev og instruerede han en anden hæsblæsende thriller i 2020 i form af det danske actionbrag "Shorta", som vi interviewede Ølholm om:
Se også: Interview med duoen bag det danske actionbrag "Shorta"
"Slangedræber" følger Uropatruljens bedrifter – den mest berygtede politienhed i Danmarks historie.
Københavns narkopatrulje, ledet af den karismatiske betjent Brian "Smiley" Petersen (Pilou Asbæk), er berygtet for sine ekstreme metoder og bryder ofte loven for at håndhæve den. Da en ung, kvindelig meddeler bliver brutalt myrdet, indleder en gruppe lovløse betjente fra Uropatruljen en krig mod et forbrydernetværk.
Serien kommer i fire dele og vil blive lanceret i begyndelsen af 2026 på Prime Video i Norden.
Ud over Pilou Asbæk byder rollelisten på navne som Lars Ranthe, Joey Moe, Joen Højerslev, Mira Obling og Laura Christensen. Se de omtalte billeder her:


















