Serien blev annonceret og kickstartet uden forsvarsel i går på "Star Trek"-franchisens fødselsdag.
Den 8. september er altid en begivenhedsrig dag i "Star Trek"-regi. Det er nemlig den dato, hvor det første "Star Trek"-afsnit blev transmitteret på amerikansk tv i 1966, og i går markerede LEGO mærkedagen ved at annoncere et kommende "Star Trek"-samlesæt.
Og det var mindst lige så bemærkelsesværdigt, at en helt ny "Star Trek"-serie – teknisk set den 12. af slagsen – ikke blot blev offentliggjort, men seriens første afsnit blev også frigivet på YouTube. Afsnit 2 er også netop blevet lanceret, og I kan se begge episoder samt en trailer til serien herunder.
Se også: Holly Hunter og Paul Giamatti tropper op i første flotte teaser til "Star Trek: Starfleet Academy"
Serien hedder "Star Trek: Scouts", og man skal ikke mange sekunder ind i serien, før det bliver åbenlyst, at den er lavet af tv-stationen Nickelodeon, som også har givet os kulørte, tempofyldte børneserier som "Paw Patrol" og "Niels Neutron: Det lille geni", som "Star Trek: Scouts" i dén grad ligner.
Oven på de ord er det formentlig soleklart for enhver, at "Star Trek: Scouts" er målrettet de allermindste tv-seere. Nickelodeon var også med til at lave den Emmy-belønnede animationsserie "Star Trek: Prodigy", som sluttede efter to sæsoner i 2024. Men mens dén serie var lavet til barnlige sjæle i alle aldre, så henveder "Star Trek: Scout" sig tydeligvis til det publikum, der stadig foretrækker Minisjang frem for Ramasjang.
I "Star Trek: Scouts" er en stor asteroide på vej mod vores purunge Starfleet-helte: JR, Roo og Sprocket. Sammen er de nødt til at arbejde hurtigt og bruge deres videnskabelige snusfornuft til at bremse truslen. Og med "videnskabelig snusfornuft" mener vi naturligvis: skal de skyde en gigantisk gaffel eller gummiand afsted mod den destruktive kæmpesten?
Afsnittene udkommer løbende på en af Nickelodeons YouTube-kanaler, som I kan tilgå her.
Serien bugner også af nuttede "rumdyr" såsom en cyborg-skildpadde og en blå gris ved navn Bubbles, der bøvser bobler(!). Hvis det lyder som noget for dig, så kan du se de to første afsnit og en trailer herunder:






