Efter en overvejende seriøs karriere har instruktør Darren Aronofsky med "Caught Stealing" skabt en ægte vanvidskomedie, der bringer mindelser om både Tarantino og især Scorseses "After Hours".
1990'erne var en anden tid. Internettet var stadig en nørdet luksus, ikke noget man havde i lommen. Mobiltelefoner var store som mursten, og storbyen – især New York – var mere beskidt, farlig og fuld af hemmeligheder. Man kunne nemt komme galt af sted. Men det var også en tid, mange ser tilbage på med et nostalgisk smil – og Darren Aronofsky er tydeligvis en af dem.
"Caught Stealing" er hans bud på en tempofyldt, Tarantino-light actionkomedie, der både viser USA's lyse og mørke sider på tærsklen til et nyt årtusinde.
Vi er i New York, 1998. Den tidligere baseballspiller Hank arbejder på en bar, hvor både prostituerede, stofmisbrugere og sportsstjerner hænger ud (nogle gange på samme tid). Hans liv er måske ikke prangende, men han har sin kæreste Yvonne, der arbejder på et hospital, og det er nok for ham. Indtil hans punkerven og nabo, Russ, beder ham om at passe sin kat. En ganske almindelig, tilsyneladende uskyldig opgave. Men katten gemmer på en hemmelighed – og pludselig har Hank både russiske gangstere, jødiske mafiosoer og korrupte betjente i hælene.
Darren Aronofsky har aldrig været kendt for at tage den nemme vej. Hans debutfilm, "Pi", var en sort-hvid, math-noir hjernevrider. "Requiem for a Dream" er muligvis den mest deprimerende film, du nogensinde vil se om stofmisbrug – og det siger ikke så lidt. "The Fountain" var mere filosofi end film. Kort sagt: Han har aldrig holdt sig til én genre, og han er notorisk svær at sætte i bås.
Men "Caught Stealing" er noget helt andet: hans mest tilgængelige film siden den Oscar-nominerede "The Wrestler" – og det skal forstås som en kompliment.
Filmen er baseret på Charlie Hustons roman af samme navn og føles som en ægte "jagtfilm" – fuld af overskud, tempo og sort humor. Man kan tydeligt mærke inspirationen fra Tarantinos "Pulp Fiction" og især den undervurderede "Lucky Number Slevin" med Josh Hartnett og Bruce Willis. Holdet bag filmen har selv nævnt Scorseses "After Hours" som en stor inspirationskilde, og som en fin lille bonus dukker Griffin Dunne (hovedrollen fra "After Hours") op i en mindre, men mindeværdig rolle.
Der bliver ikke sparet på noget: biljagter, slåskampe, one-liners og en hel del absurde optrin, hvor man bare må læne sig tilbage og nyde kaosset. Aronofsky har selv udtalt, at han ville lave noget, der bare var sjovt – og det kan man mærke. Soundtracket er spækket med 90'er-hits fra MTV's storhedstid og løfter både tempoet og stemningen gevaldigt. Selve plottet er måske tyndt som en papirserviet i regnvejr, men til gengæld bliver Hanks baghistorie brugt klogt og giver filmen både kant og følelse.
Austin Butler er fremragende som Hank. Han balancerer mellem hårdkogt og sårbar, og det virker. I forhold til hans Elvis-rolle og den morderiske Feyd-Rautha i "Dune: Del 2" får han her lov til at spille mere nuanceret – og han gør det med både troværdighed og karisma.
Regina King er herlig som den stenhårde politikvinde, man elsker at hade. Vincent D'Onofrio og Liev Schreiber stjæler nærmest hver eneste scene, de er med i, som to jødiske gangstere med hang til både våben og whisky. Zoe Kravitz og Matt Smith gør, hvad de skal, men deres roller er mere funktionelle end mindeværdige. Det er klart Butler og de skøre biroller, der løber med opmærksomheden.
"Caught Stealing" er ikke nyskabende, men den er solid, energisk og underholdende fra start til slut. Hvis du er vokset op i 90'erne, vil du med garanti føle dig hjemme i tidsbilledet – og måske endda en smule ramt. Filmen er fuld af velkendte klichéer, men det gør ikke noget, når det hele er lavet med så meget charme, selvtillid og musikalitet.
Austin Butler viser endnu en gang, at han er en stjerne. Og selv om "Caught Stealing" ikke ændrer filmhistorien, så beviser den, at Darren Aronofsky sagtens kan more sig – uden at miste sin kant.
