Pixars film om en ensom dreng, der slynges ud i verdensrummet, blev ikke det store hit i biffen – men måske den kan støbe en stor fanskare via streaming?
Det er kun lige knap tre måneder siden, at Disney udsendte Pixars "Elio" i de danske biografsale. Filmen handler om den nørdede enspænder Elio – en lille dreng, der netop har oplevet et stort tab, som får ham til at dagdrømme endnu mere om en tilværelse i det ydre rum langt væk fra Jordens dårlige minder og onde klassekammerater.
Og naturligvis bliver Elios ønske opfyldt. Et rumskib hører knægtens bøn, men Elio får ikke lov til at lege Jordens ambassadør længe, før en intergalaktisk krig truer med at gå i gang. Kan drengen fra Jorden og hans nye venner fra det uendelige kosmos mon redde dagen?
Læs også: "Gatto": Pixar annoncerer ny film – om en kat i Venedig
"Elio" blev taget godt imod af både anmeldere og biografgængere, men den blev desværre ikke nogen storsællert ved billetlugerne. Den har indtjent lige godt 150 mio. dollars på verdensplan. For blot et år siden indtjente Pixars "Inderst inde 2" svimlende 1,7 milliarder dollars.
Men som sagt har "Elio" gjort stort indtryk på dem, der valgte at indløse billet, så mon ikke den når ud til endnu flere barnlige sjæle i alle aldre, når den meget snart udgives på Disney+? I en pressemeddelelse har Disney netop annonceret, at "Elio" lander på selskabets streamingtjeneste den 17. september – altså onsdag i næste uge.
Som optakt kan man passende se Moovy TV's interview med filmens to prisbelønnede instruktører, Domee Shi og Madeline Sharafian, samt produceren Mary Alice Drumm:





