Det er 43 år siden, at en af Hollywoods mest trendsættende franchises blev kickstartet – om en lille måned bliver trilogien afrundet.
Fans af den banebrydende sci-fi-film "Tron" fra 1982 måtte vente hele 28 år, før de fik en fortsættelse i form af "Tron: Legacy". De samme fans har "blot" skullet vente 15 år på den næste film i rækken, "Tron: Ares", som udkommer i oktober.
Og hvis nogen har brug for en kort audiovisuel opsummering af alle tre film, så har Disney netop frigivet en tætpakket trailer, som byder på højdepunkter fra hele trilogien. Traileren kan ses herunder.
Se også: "As Alive As You Need Me To Be": Se musikvideoen til Nine Inch Nails’ titelsang til "Tron: Ares"
I "Tron: Ares" møder vi et meget avanceret computerprogram ved navn Ares (Jared Leto), som bliver sendt fra det digitale computerunivers til vores virkelige verden på en farlig mission, som munder ud i menneskehedens første møde med A.I.-skabninger.
Således bygger "Tron: Ares" tilsyneladende videre på slutningen i førnævnte "Tron: Legacy", hvori porten mellem vores verdener blev åbnet til slut. Og som nedenstående trailer understreger, så spiller Jeff Bridges nok en gang en nøglerolle i "Tron"-regi, idet han vender tilbage som den virtuose programmør Kevin Flynn.
Ud over Leto og Bridges byder rollelisten på navne som Greta Lee ("Past Lives"), Gillian Anderson ("The X-Files"), Evan Peters ("X-Men: Dark Phoenix"), Jodie Turner-Smith ("Queen & Slim") og Cameron Monaghan ("Star Wars Jedi: Fallen Order").
"Tron: Ares" instrueres af norske Joachim Rønning. Nordmanden har tidligere lavet Hollywood-film som "Maleficent 2: Mistress of Evil" og "Pirates of the Caribbean: Salazar's Revenge". Og som tidligere rapporteret står Nine Inch Nails for musikken, som også figurerer den nedenstående trailer.
Efter planen kører "Tron: Ares" sine lyscykler ind i de danske biografsale den 9. oktober. Se den nyeste trailer her:





