Ifølge Kierkegaard er det at bedrage sig selv for kærlighed det mest forfærdeligste, et menneske kan gøre. Det skrev han i sit værk "Kærlighedens Gerninger", der handler om, hvordan vi som mennesker skal forholde os til hinanden.
En film af samme titel, skrevet og instrueret af Jeppe Rønde ("Bridgend", 2015), handler om et søskendepars kærlighed til hinanden. Filmen havde premiere ved filmfestivalen i Rotterdam, hvor den fik gode internationale anmeldelser og er (efter sigende) så "kontroversiel", at Biografklub Danmark har udskældt holdet bag denne film, fordi de "vovede" at indsende den til dem.
Når Biografklub Danmark nægter at røre en film med ildtang, er det næsten en blåstempling i sig selv: her er en film, der fortjener fuld pris!
I "Kærlighedens gerninger" møder vi Hanna (Cecilie Lassen), der lever i et new age-kristent fællesskab i Vestjylland. Efter flere års adskillelse dukker lillebroren Jakob (Jonas Holst Smith) op for at færdiggøre et anneks. Hemmeligheder trænger sig på, grænser overskrides – og en kærlighed, som burde være umulig, får alligevel lov at udfolde sig.
Deres lille trossamfund har fem bud – Du skal sige sandheden. Du må ikke dømme. Du skal gøre det bedste for andre. Du skal tilgive. Du skal tilgive dig selv. Der er plads til alle, men det viser sig, at det er der ikke – for der er grænser, særligt hvis de overskrider dansk lovgivning.
Det er et incestuøst drama, inspireret af instruktørens egne barndomsminder. En dysfunktionel familie. To børn mod verden. Og en film så fin fremført, at mine noter i mørket lignede små haikudigte.
Fortællingen drives ikke frem af tunge flashbacks, men af spejlinger – også kaldet familiekonstellationer – inspireret af den tyske psykoterapeut Bert Hellinger. Hvor man genopfører og bearbejder traumer gennem genopførelser af disse – som et teater.
Gennem spejlingerne bliver søskendeparret forelsket i hinanden på ny.
Jakob spilles af Jonas Holst Smith, der går i ét med sin rolle og det føles til tider så ægte, at man har lyst til at træde ind og give ham et kram. Og med Cecilie Lassen, der bare er helt og aldeles fabelagtig som søsteren Hanna, er deres kemi tryllebindende.
Ann Eleonora Jørgensen skuffer heller ikke i rollen som sektlederen Kirsten, der med en psykologuddannelse i bagagen kalder stedet for sin praksis og sin kirke. Foruden hende finder vi blandt andet en veloplagt Henrik Birch – et stærkt hold af biroller fuldender ensemblet.
Teknisk er filmen et imponerende vidunder. De visuelle og auditive lag smelter sammen til en filmoplevelse uden sømme. Linjer – både fysiske og usynlige – forstærker temaet om grænser; fra en usynlig bold, der bliver en selvhenter, til en kærlighed levet i skam.
Det er svært at forklare, hvordan en film om incest kan være så smuk. Men netop i sin kompromisløse ærlighed finder den sin styrke.
Kan det bære? – Ja for dælen.
Det er sjældent at noget så autofiktivt i denne sprængfarlige kaliber kan bære en helt film uden at det virker for forceret.
Alle unge med en filmskaber i maven bør se den. For at få indsigt. For at opdage, at film kan være andet og mere end druk og stoffer. Dansk film trænger til større diversitet i sine fortællinger. Vi har brug for historier, der går længere end druk og København.
"Kærlighedens gerninger" er ikke bare en modig film – det er en af de mest bemærkelsesværdige danske film i nyere tid. Hvis flere mennesker turde tale åbent om deres skam – hvilken verden kunne vi så ikke leve i?
"Kærlighedens gerninger" har biografpremiere den 11. september 2025.
