17-09-2025 21:00

dokumentar, oscar, oscars, dansk film, Oscars 2026, Mr. Nobody Against Putin, Mr. Nobody mod Putin, David Borenstein

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Dokumentaren "Mr. Nobody Against Putin" er årets danske Oscar-kandidat

Kan den ekstremt aktuelle dokumentar mon gå sin artsfælle "Flugt" i bedene og nappe en Oscar-nominering?

Hvert år udpeger en dansk Oscar-komité – bestående af repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet – den film, som skal repræsentere Danmark i det næste Oscar-ræs. Hvert land vælger én film, og i en dugfrisk pressemeddelelse fra Det Danske Filminstitut er det blevet bekendtgjort, at dokumentaren "Mr. Nobody Against Putin" bliver årets danske Oscar-kandidat.

Det er vel at mærke sket før, at komitéen har valgt en dokumentar frem for en traditionel fiktionsfilm – Jonas Poher Rasmussens tegnefilmsdokumentar "Flugt" fra 2021 var dét års danske Oscar-kandidat, og den endte med at blive nomineret til både Bedste dokumentar, Bedste animationsfilm og Bedste internationale film.

Se også: "At være flygtning er ikke en identitet, det er et livsvilkår" - interview med instruktøren bag "Flugt"

Sidste år blev "Pigen med nålen" Oscar-nomineret, og vi skal blot tilbage til 2021 for at finde en dansk Oscar-vinder i form af Thomas Vinterbergs "Druk".

To andre film befandt sig i det nationale kapløb om at blive dette års Oscar-håb: Anders Thomas Jensens nyeste komedie, "Den sidste viking", samt familiedramaet "Begyndelser" med Trine Dyrholm og David Dencik. De to film har endnu ikke fået almen biografpremiere.

I "Mr. Nobody Against Putin" følger vi Pasha, der er en helt almindelig lærer i en lille russisk by. Han er kendt som skolens sjove, kreative og utraditionelle voksen, som eleverne elsker. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisning på skoleskemaet i kølvandet på sin fuldskala-invasion af Ukraine.

I stedet for at lære eleverne at tænke selvstændigt bliver Pasha nu tvunget til at filme og dokumentere børn, der reciterer meningsløse tekster, og lærere, som læser uforståelige paroler op for deres klasser. I protest – og i al hemmelighed – begynder Pasha at smugle videoerne ud af Rusland. Samtidig begynder han at filme, hvordan propagandaen og krigen påvirker det samfund, han bor i. Pashas optagelser afslører det russiske samfunds forvandling, Putins jerngreb på befolkningen og de hjerteskærende øjeblikke, hvor tidligere elever sendes til fronten.

Stor aktualitet = store Oscar-chancer?

Gennem Pashas personlige fortælling får publikum et sjældent intimt og nutidigt indblik i Putins Rusland. Filmen er en påmindelse om, at mod kan tage mange former, når alt synes tabt.

Og så må man mildest talt sige, at "Mr. Nobody Against Putin" er højaktuel i en tid, hvor Ruslands aggressioner og Putins koldblodige ageren figurerer prominent i den daglige nyhedsstrøm. Og Oscar-showet har tidligere hyldet film, der behandler kontroversielle, politisk ladede hvepsereder – herunder sidste års dokumentarvinder, "No Other Land", som skildrer Israels ulovlige besættelse af Vestbredden. 

Den 16. december præsenterer det amerikanske filmakademi deres såkaldte Oscar-shortlists, som bl.a. udpeger de 15 internationale film, der stadig kan sikre sig en Oscar-nominering.

Den 22. januar 2026 bliver de nominerede titler og præstationer så afsløret, før priserne uddeles i Hollywood den 15. marts.

"Mr. Putin Against Putin" er instrueret af David Borenstein og medinstrueret af Pasha Talankin. Filmen havde verdenspremiere på Sundance-filmfestivalen i januar, hvor den vandt ’World Cinema Documentary Special Jury Award’ og fik dansk premiere under CPH:DOX i marts 2025. Siden verdenspremieren har filmen været vist på et hav af internationale film festivaler, herunder 19 i USA, og har indtil videre modtaget 10 festivalpriser.

Se traileren til filmen hér:

Kommentarer

  • Den ser dælme vild ud.

    
    1
  • Min første tanke var, hvad der mon er sket med den gode lærer. Så hvis andre end mig skulle undre sig, så er han flygtet fra Rusland og befinder sig nu i et andet (ukendt) europæisk land.

    1
  • Jeg tror ikke vi har en jordisk chance for en nominering uanset hvilken af de tre film der var valgt, så derfor synes jeg det er fedt at vi har valgt den med det vigtigste budskab som fortjener er blive delt mest som muligt. 

    3
  • Kan ses på DRTV.

    
    2