Den blodige "The Boys"-spin-off har netop kickstartet sin 2. sæson på Prime Video.
I forgårs blev sæson 2 af den satiriske og skrupskøre superhelteserie "Gen V" skudt i gang på Amazons streamingtjeneste, Prime Video.
Serien udfolder sig i samme univers som "The Boys" – altså en verden, hvor supermennesker med superkræfter findes, og hvor de er lige så indflydelsesrige som politikere og lige så hædrede som guder, men ulykkeligvis (ofte) misbruger deres superevner frem for at bruge dem til noget godt.
I sæson 2 vender vi tilbage til superhelteskolen Godolkin University, hvor fremtidens superhelte (og -skurke for den sags skyld) lærer at bruge deres særlige evner, før de sendes ud i den store verden. Men superkræfter og teenagealderens talstærke hormoner er en eksplosiv cocktail, som udløser en masse vildt (og indimellem vildt blodigt) drama.
Se også: "Gen V": Masser af sex, slag, splat og syretrips i trailer til 2. sæson af "The Boys"-spin-off-serien
Desuden foregår der grumme eksperimenter i skolens kælder, og i sæson 2 har universitet fået en ny gådefuld dekan, Cipher (spillet af Hamish Linklater – kendt fra "Battleship"), som tilsyneladende har skumle planer for flere af stedets særlige elever...
Moovy TV har for nylig interviewet Linklater samt skuespillerne Jaz Sinclair (Marie), Lizze Broadway (Emma), Maddie Phillips (Cate), London Thor (den kvindelige Jordan), Derek Luh (den mandlige Jordan), Asa Germann (Sam) og Sean Patrick Thomas (Polarity), og de interviews kan du snart se her på siden.
Og hvis man inden da har brug for at få genopfrisket den 1. årgang af "Gen V", som trods alt har to år på bagen, så har Prime Video været så behjælpelige at udsende to video-resuméer, der på små 10 minutter klæder os godt på til at tage hul på sæson 2 af "Gen V". Se videoerne her:






