She's alive!
Warner Bros. har netop frigivet den første trailer til den Maggie Gyllenhaal-instruerede monsterfilm "The Bride!", hvor Jessie Buckley og Christian Bale spiller de bærende roller.
Filmen udspiller sig i 1930'ernes Chicago, hvor en ensom Frankenstein opsøger Dr. Euphronius (Annette Bening) for at få hjælp til at skabe en livsledsager. Sammen bringer de en myrdet kvinde tilbage til live – og Bruden fødes. Hun viser sig dog hurtigt at være langt mere, end nogen af dem havde forestillet sig, hvilket fører til en eksplosiv kærlighedshistorie – og en intens og blodig flugt fra lovens lange arm.
Historien er inspireret af både Mary Shelleys klassiske roman "Frankenstein" fra 1818 og James Whales ikoniske film "Bride of Frankenstein" fra 1935, hvor Boris Karloff gentog den ikoniske rolle som det kærlighedshungrende monster.
Se også: Første smukke og skrækindjagende smugkig på Guillermo del Toros "Frankenstein"
Jessie Buckley spiller selve Bruden, mens Christian Bale denne gang indtager rollen som Frankensteins monster. På rollelisten finder man også Penélope Cruz, Peter Sarsgaard og instruktørens bror, Jake Gyllenhaal.
"The Bride" bliver Maggie Gyllenhaals anden film som instruktør efter "The Lost Daughter" fra 2021, der her på Moovy fik 5 stjerner og desuden indbragte tre Oscar-nomineringer, herunder til Gyllenhaal selv for Bedste adapterede manuskript.
Interessen for Frankenstein-universet er i det hele taget blomstret op. Guillermo del Toro har for nylig færdiggjort sin Netflix-version med Jacob Elordi som monstret og et cast, der bl.a. tæller Oscar Isaac, Mia Goth og Christoph Waltz.
"The Bride" lander i biograferne til marts 2026. Se traileren her:





