Jim Caviezel gentager altså ikke rollen som Guds søn.
I 2004 skabte Mel Gibsons kontroversielle skildring af Jesu lidelseshistorie masser af furore og debat. "The Passion of the Christ" havde et budget på "sølle" 30 mio. dollars, men filmen endte med at indtjene svimlende 620 mio. dollars på verdensplan.
En efterfølger til bibeldramaet med titlen "The Resurrection of the Christ" har været i støbeskeen i årevis, og tidligere på året fik vi så omsider at vide, hvornår filmen - eller rettere sagt filmene – udkommer.
Efterfølgeren deles nemlig op i hele to film. Den første af de to udkommer meget passende i de amerikanske biografer Langfredag den 26. marts 2027, mens anden del udkommer 40 dage senere på Kr. Himmelfartsdag, den 6. maj 2027.
Læs også: Donald Trump udpeger sine "Hollywood-ambassadører": Mel Gibson, Sylvester Stallone og Jon Voight
Nu er det så kommet frem, at rollen som Jesus alligevel ikke skal spilles af Jim Caviezel, der portrætterede Guds søn i "The Passion of the Christ". Den krævende rolle er nemlig blevet overtaget af den 36-årige finske skuespiller Jaakko Ohtonen ("The Last Kingdom").
Rollen som Maria Magdalene er ligeledes blevet omcastet. Monica Bellucci bliver i "The Ressurrection of the Christ" erstattet af cubanske Mariela Garriga ("Mission Impossible: Dead Reckoning").
Årsagen til ændringen i castet skyldes angiveligt, at "The Resurrection of the Christ" finder sted tre dage efter Jesu korsfæstelse og død i "The Passion of the Christ", hvorfor det ville kræve kostbar de-aging-teknologi at få de oprindelige hovedrolleindehavere til at fremstå over 20 år yngre, end de er i dag.
Rollen som Jesu mor, Maria, skal i den kommende film spilles af Kasia Smutniak ("Domina"), der erstatter Maia Morgenstern, mens apostlen Peter skal portrætteres af Pier Luigi Pasino ("The Law According to Lidia Poët").
Jesus i helvede
Fortsættelsen til bibel-dramaet kommer til at foregå i perioden mellem Jesu død og opstandelse, hvor Guds søn angiveligt ender i Helvede. Der er altså bogstaveligt talt lagt i kakkelovnen til et storladent epos, der formentligt endnu en gang vil vække forargelse og skabe ophedede debatter. Mel Gibson har tidligere, inden produktionen gik i gang, sat ord på, hvad publikum bl.a. kan forvente:
"Jeg har to manuskripter, og det ene er meget struktureret og et meget stærkt manus. Det er det, som man forventer, mens det andet er som et syretrip. For du rejser til andre riger og sådan noget. Altså, du er i Helvede, og du ser faldne engle. Det er sindssygt."
Skuespilleren Jim Caviezel, der altså ikke vender tilbage i hovedrollen som Jesus, har tidligere ytret følgende profeti: "The Resurrection of the Christ" bliver verdenshistoriens største film!
Uanset hvad, skal vi nok forvente stor opstandelse, når de(n) kontroversielle Jesus-film altså udkommer i biograferne i foråret 2027.





