Og det er vel at mærke ikke den klassiske actionbasker fra 1987, som p.t. er sci-fi-sagaens største hit.
I forgårs landede "Predator: Badlands" i de danske biografer, og i går kickstartede den sin åbningsweekend i de nordamerikanske biografer.
Og ifølge Deadline indtjente "Predator: Badlands" 14 mio. dollars i USA i går (fredag), og det forventes, at den snupper 33 mio. dollars i alt i den igangværende weekend.
Og selvom de tal er ret beskedne i forhold til typiske blockbusters, så er det værd at have in mente, at "Predator: Badlands" har kostet "blot" 105 mio. dollars at producere (cirka 680 mio. kroner), som er betydeligt billigere end en gennemsnitlig Hollywood-storfilm. Filmen skal altså tjente omtrent 200 mio. globalt for at generere profit, og det er bestemt ikke usandsynligt – især fordi filmen jvf. Deadline har fået fantastisk flotte anmeldelser fra både kritikere og biografgængere.
Se også: Masser af nye klip i international trailer til "Predator: Badlands"
Og hvis "Predator: Badlands" vitterligt indtjener 33 mio. dollars til og med søndag, så betyder det samtidigt, at "Predator: Badlands" har genereret franchisens næststørste åbningsweekend.
Franchisens to forrige film, "Prey" og "Predator: Killer of Killers", udkom direkte på streaming. Men siden den oprindelige "Predator" fra 1987 har biografgængere også kunnet se "Predator 2" (1990), "Alien vs. Predator" (2004), "Aliens vs. Predator: Requiem" (2007), "Predators" (2010) og "The Predator" (2018) på det store lærred.
Se også: Eksklusive "The Predator"-interviews med Shane Black, Olivia Munn og Boyd Holbrook!
Selvom den næppe er en fanfavorit, så er det faktisk Paul W. S. Andersons "Alien vs. Predator", som er franchisens rekordholder i forhold til åbningsweekender.
I 2004 indbragte dén film 38,2 mio. dollars i sin åbningsweekend. Både "Predators" og "The Predator" indtjente omtrent 25 mio. dollars i deres respektive åbningsweekender.
"Predator: Badlands" kan som sagt ses i de danske biografer nu. Og herunder kan I se Moovy TV's interview med filmens instruktør, Dan Trachtenberg, samt skuespillerne Elle Fanning og Dimitrius Schuster-Koloamatangi:





