Edgar Wrights "The Running Man" kommer stærkt fra start, men ender med at snuble over sin egen nostalgi.
Der er få film, der indkapsler 80’ernes dystopiske fremtidsvisioner så rent som "The Running Man". Det er en verden badet i neon og blod, hvor Arnold Schwarzenegger løber gennem kulørte kulisser og en medievirkelighed så absurd, at den dengang måtte virke som ekstrem satire. Filmen er proppet til randen med ikoniske karakterer med lige så ikoniske navne. Tænk bare på Buzzsaw, Fireball og Captain Freedom. Det er højspændt pulp, overdrevet, dumsmart og på sin egen måde fuldstændig vidunderligt.
Det er bare ikke dén "Running Man", der får premiere nu...
Virkeligheden har for længst overhalet fiktionen, og selvom den udgave af USA, der fremstilles i firser-versionen af "The Running Man", stadig er ekstrem, skal der med nutidige øjne langt mere til for at chokere og overrumple den moderne biografgænger. Instruktør Edgar Wright har tydeligvis set potentialet i fortællingen om den løbende gameshow-deltager Ben Richards, for nu står vi med en 2025-version af "The Running Man". Men vi er ikke længere i firserne, så kan fortællingen stadig have relevans?
Ligesom 1987-udgaven tager Edgar Wrights nyfortolkning udgangspunkt i Stephen Kings roman af samme navn. Faktisk læner den aktuelle version sig tættere op ad bogen og kan i højere grad ses som en filmatisering end et egentligt remake. Fælles for alle udgaver er dog Ben Richards – en mand uden muligheder og udveje, der tvinges til at deltage i et hyperpopulært gameshow, hvor det primære mål er at holde sig i live.
Hovedrollen i "The Running Man" er denne gang skiftet fra Arnold Schwarzenegger til Glen Powell ("Top Gun: Maverick"). Powell spiller Ben Richards, der på grund af sin tårnhøje retfærdighedssans og sit iltre temperament er blevet blacklistet fra stort set samtlige arbejdspladser. Da hans datter bliver alvorligt syg, og der ikke er penge til medicin, må Richards gøre, hvad enhver far ville gøre i den situation: melde sig til et af de mange populære gameshows, hvor deltagere på den ene eller anden måde ydmyges for åben skærm i håb om at tjene nok til at overleve.
Det mest populære program er naturligvis "The Running Man", hvor deltagerne skal forsøge at overleve i 30 dage uden at blive fanget – enten af programmets professionelle jægere eller af civile dusørjægere. Hele USA deltager i jagten, og skulle man overleve, venter en pengegevinst, der øjeblikkeligt gør én til en af de rigeste i verden. Der er bare ét problem: ingen har nogensinde vundet. Indlysende nok ender Richards sammen med to andre håbefulde deltagere i "The Running Man" og bliver nu en af de mest eftersøgte personer i Amerika.
Edgar Wrights version af "The Running Man" er fra første færd en solid omgang firserpastiche. Nok er filmen opdateret til 2025, men alt fra replikker til setup emmer af kliché – og det fungerer. Måske fordi det er tydeligt at mærke Wrights glimt i øjet, og ikke mindst fordi Glen Powell leverer en præstation, der ligner en uddød kunstart. Han omfavner den klichéfyldte actionhelt med lige dele gravitas og latterlighed, og det er forbløffende forfriskende at opleve en dystopisk fremtidsfilm, der tør være en smule latterlig. Der uddeles flere gange i filmen en slet skjult fuckfinger til Kardashian-familien, og det er sært befriende at se en så udstrakt langemand pakket så lidt ind.
Powell bakkes op af et stærkt hold biroller, hvor både Josh Brolin og Colman Domingo brænder helt igennem som herligt usympatiske røvhuller, mens Michael Cera står for en af de mest mærkværdige product placements for Monster Energy, der længe er set.
Filmens fremdrift sidder lige i skabet, og "The Running Man" er længe en både energisk og underholdende film. Lige indtil den ikke er det mere. For desværre går gassen gradvist af ballonen i løbet af filmens sidste 50 minutter. Plottet begynder at køre i ring, og det er, som om alle idéerne er brugt op i løbet af filmens første halvanden time. Uden at afsløre for meget, puster historien sig mere og mere op, indtil luften pludselig siver ud, og selve præmissen undermineres. "The Running Man" kollapser, begejstring bliver til anstrengelse, og da filmen endelig rundes af, er man selv for længst stået af.
Til sidst savner man bare den oprindelige films beskidte charme. Den gule spandex, de absurde oneliners og den slags overdrev, der kun kunne eksistere i et årti, hvor man stadig troede, at fremtiden var en fjern kulisse og ikke en genkendelig virkelighed. Edgar Wright vil gerne gøre "The Running Man" aktuel for vor tid, men i forsøget på at gøre den relevant, mister filmen noget af den vanvittige energi, der gjorde originalen så uimodståelig. Den løber stærkt, men glemmer til sidst at have det sjovt undervejs. Ttilbage står en film, der vil for meget og derfor rammer lidt for lidt og for nu at blive ved metaforerne, så løber "The Running Man" desværre af sporet til sidst.
