30-11-2025 00:00

Star Trek, virtual reality, videospil, gaming, VR, Star Trek: Infection

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Ny og gyselig trailer til VR-spil med zombier i "Star Trek"-universet

"Star Trek: Infection" har også endelig fået en udgivelsesdato.

Gys, blod og zombier er ikke noget, man normalt associerer med den ellers så håbefulde, optimistiske "Star Trek"-franchise. Men snart får trekkies lov til at udforske nogle mere dystre afkroge af sci-fi-sagaens store univers takket være Virtual Reality-spillet "Star Trek: Infection".

Spillet blev annonceret tilbage i august, hvor den første teaser også blev delt. Og nu har selskabet bag spillet, Blooper Team, delt en længere trailer, der kan ses herunder.

Samtidigt er det blevet annonceret, at "Star Trek: Infection" udkommer den 31. marts 2026.

Se også: Ny trailer til "Star Trek: Voyager"-videospil bugner af seriens kendte scener og skabninger

"Star Trek: Infection" udfolder sig om bord på Starfleet-rumskibet U.S.S. Lumen, hvor – som titlen antyder – en gruopvækkende infektion er brudt ud. Besætningen er blevet omdannet til rædselsvækkende zombier, og man spiller en vulcansk videnskabsofficer à la Spock, som selv bliver smittet med virussen tidligt i historien.

Virussen giver dig nogle særlige egenskaber i løbet af spillet, men samtidigt skal man passe på med ikke at give sygdommen for frit spil til at overtage ens krop og sind.  

Ud over at man får lejlighed til at udforske et Starfleet-rumskib, så får man også lov til at bruge både tricorders og phasers under missionerne, og man kan tilmed bruge ens egne hænder til at gribe fat i fjender og lave det berømte Vulcan nerve pinch, som kan slå monstrene omkuld.

"Star Trek: Infection" er lavet af det hæderkronede polske spilselskab Blooper Team, som også stod bag et andet prominent gyserspil: sidste års kritikerroste og storsælgende "Silent Hill 2"-remake.

"Star Trek: Infection" udkommer på Meta Quest og Steam VR. Mange trekkies drømmer sikkert om at kunne spille spillet på deres PSVR2-headsets, men en PlayStation-version er altså ikke blevet annonceret. Endnu.

Se den nyeste, omtalte trailer her: