21-11-2025 10:30

Kilde: variety.com

Wes Ball, The Legend of Zelda, nintendo, Zelda, Bo Bragason, Benjamin Evan Ainsworth

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Første kig på Zelda og Link i den kommende Nintendo-film

Den fantasifulde spilsaga bliver langt om længe filmatiseret.

I november 2023 annoncerede Nintendo en kommende filmatisering af videospilsagaen "The Legend of Zelda". Og efter selskabets enorme succes med den animerede "Super Mario Bros. Filmen", som indtjente godt 1,3 milliarder dollars globalt, er det intet under, at Nintendo søsætter en filmudgave af en af spilselskabets andre ikoniske titler.

I 2023 blev Wes Ball offentliggjort som "Zelda"-filmatiseringens instruktør. Vi interviewede i øvrigt Ball sidste år om hans ligeledes storslåede genrefilm, "Kingdom of the Planet of the Apes":

Se også: Interview med Wes Ball – instruktøren bag "Kingdom of the Planet of the Apes"

Tilbage i juli kom det så frem, at Ball og Co. havde fundet "Zelda"-filmens to hovedrolleindehavere:

Benjamin Evan Ainsworth spiler den heltemodige Link, mens Bo Bragason spiller Links snarrådige udkårne, prinsesse Zelda. Begge skuespillere er engelske, unge og relativt ukendte.

Bragason er født i 2004, og hun havde en bitte birolle i den kritikerroste gyser "Censor" fra 2021, og derudover har hun bl.a. medvirket i serierne "Three Girls", "The Jetty" og "Renegade Nell".

Den blot 16-årige Ainsworth er født i 2008 og er nok bedst kendt for at have lagt stemme til Pinocchio i Disney-remaket med Tom Hanks fra 2022. Han har desuden optrådt i ét afsnit af fantasy-serien "The Sandman" og i gyserserien "The Haunting of Bly Manor".

Og herunder kan I se de tre første officielle billeder af de to skuespillere under optagelserne til "Zelda"-filmen.

Læs også: Instruktøren bag den kommende "Zelda"-film skal også filmatisere cyberpunk-videospillet "Ruiner"

Det første "Zelda"-spil udkom i 1986, og siden da har franchisen leveret talstærke kritikerroste megahits, og det er umuligt at opsummere den kringlede og eventyrlige spilsaga på få sætninger. Men hovedpersonen er den fåmælte, elveragtige kriger Link, som slås mod alskens monstre i kampen for at redde prinsessen Zelda i kongeriget Hyrule.

"The Legend of Zelda"-filmen udkommer i maj 2027. Se de omtalte billeder i fuld størrelse herunder:

Kommentarer

  • Jeg ved ikke hvem Bog Bragson er, men det er Bo Bragason, der spiller Zelda.

    dyg 21-11-2025 12:19
    
    0
  • Jeg ved ikke hvem Bog Bragson er, men det er Bo Bragason, der spiller Zelda.

    Det er Bo, men efter hun røg ned i den der sump i "Labyrinth"...

    
    0
  • Det er Bo, men efter hun røg ned i den der sump i "Labyrinth"...

    Er det i den sump, det manglende 'a' i hendes efternavn, er at finde? :)

    dyg 21-11-2025 13:53
    
    0
  • Er det i den sump, det manglende 'a' i hendes efternavn, er at finde? :)

    J, det er lige præcis dér, det blev f! 

    
    0