"Nürnberg" forsøger at indfange historien om retsopgøret efter 2. Verdenskrig – og det lykkes, bare ikke helt på den måde, man forventer.
Efter 2. Verdenskrig stod de allierede tilbage med et spørgsmål, ingen tidligere havde skullet besvare: Hvordan holder man et helt regime ansvarligt for forbrydelser, der ikke findes ord for? Det er den nerve, filmen "Nürnberg" forsøger at indfange. Og det lykkes – men ikke helt på den måde, man forventer.
Filmen er instrueret af James Vanderbilt, der kommer fra den kommercielle Hollywood-maskine med bl.a. Spider-Man og store actionfranchises på CV’et og har nu kastet sig ud i at lave en film om Nürnbergprocessen.
I dette historiske drama oplever vi fra første parket Hermann Göring under Nürnbergprocessen i 1945-46. 2. Verdenskrig er netop afsluttet og verden kæmper med Holocausts rædsler. Den amerikanske hærs psykiater, oberstløjtnant Douglas Kelley (Rami Malek), får den ekstraordinære opgave at vurdere den mentale tilstand hos Hermann Göring (Russell Crowe), den berygtede tidligere rigsmarskal og Hitlers næstkommanderende, sammen med en række andre højtstående nazistiske embedsmænd.
Mens de allierede navigerer i den monumentale opgave med at oprette en hidtil uset international domstol for at sikre, at naziregimet står til ansvar for sine grusomheder, lærer Kelley sine "patienter" at kende. Men han befinder sig snart i en psykologisk duel med Göring, hvis karisma og snuhed afslører en alvorlig sandhed: at almindelige mennesker kan begå ekstraordinær ondskab.
Filmen er voldsomt amerikaniseret. Allerede fra første scene forstår man, at filmen vil være en amerikansk fortælling om et europæisk traume. Det bliver til tider lidt for meget "USA redder verden, selvom ingen har spurgt."
Det bliver lidt tungt, men filmen har et drive, der gør, at man følger med.
Genren snyder. Er det et historisk drama? En amerikansk actionfilm? Eller optakten til husmorporno? Musikken, komponeret af Brian Tyler, der også har lavet musik til adskillige Marvelfilm, skubber det i en underlig retning. Første halvdel er uafbrudt trailermusik krydret med julefilm-scoring. I tredje akt falder musikken heldigvis til ro, men enkelte cues rammer "Gladiator" i øregangene. Komponisten er ikke bare fejlcastet; det lyder som om han har lavet musik til en helt anden film.
Billedsiden er smuk, men stilforvirret. Nogle scener flirter med Wes Anderson-æstetik, men når man kun bruger det greb i enkelte scener, ender filmen med at ligne forskellige film klippet sammen. "Jojo Rabbit"(2019) kunne skabe denne humoristiske distance til krigens død og ødelæggelse. Og selvom Vanderbilt har hyret samme klipper ind på dette projekt, kan jeg ikke rigtigt mærke det.
Alligevel hænger filmen sammen, fordi Malek og Crowe trækker den hjem.
Rami Malek er filmens åbenbaring. Som psykiateren, der forsøger at forstå både gerningsmændene og selve ondskaben, tilfører han fortællingen en spænding og menneskelig kompleksitet, filmen faktisk ikke havde fortjent, hvis man kigger på helheden.
Russell Crowe er vild i rollen som Göring, han er ugenkendelig. De to bærer hele filmen, fordi de er så atypisk castet til en så tung geopolitisk fortælling, at det næsten bliver komisk. Var de ikke så fandens uimodståelige i deres præstationer, var filmen kun en tre-stjernet oplevelse og 1:1 en middelmådig krigsserie sendt efter midnat på History Channel.
Men så er der fortællingens mindre elegante elementer. En ung kvindelig journalist er tydeligvis skrevet ind i manuskriptets sidste gennemskrivning, fordi filmskaberne tilsyneladende blev nervøse over at de manglede lidt mere kvinde i billedet og tænkte: Vi må hellere krydre det med lidt love interest. Men rollen er flad, pick-me-agtig og hendes skuespil bliver så uinteressant på en Gal Gadot-måde, at hun desværre formår at trække energien ud af scenerne.
Hendes eksistens tilføjer ikke noget som helst til filmen, for Ramis karakter har tydeligvis mere kemi med Görings kone, mere end med hende. Hvilket er langt mere interessant, og sexet, særligt i 2025, at opleve hovedpersonens love interest er en kvinde på over 40, og ikke en 20-årig, der bruger sin krop til at komme frem i verden.
Dog er filmens måde at portrættere Göring på ganske interessant. Filmens menneskeliggørelse af Göring er til tider påtrængende, men også modig. For vi kommer aldrig tættere på historien, hvis vi kun ser monsteret og nægter at se mennesket . Det er netop dér, filmen har sin styrke: den tør vise, hvordan en mand som Göring kunne være både varm faderfigur og modbydelig narcissistisk nazist. Det er ikke rart at se på, men det er ærligt – og det gør det til en vigtig film.
En anden seværdig film, der helt klart burde ses efter "Nürnberg" er Stanley Kramers "Judgement of Nuremberg" fra 1961. Trods en spilletid på 3 timer leverer den en af filmhistoriens bedste monologer samt en kompleks og intens film. Begge film er hver deres skildring af retssagerne og vigtigst af alt; for hver deres tid.
Summa summarum, bliver "Nürnberg" temmelig langtrukken i sidste del, men man får stadig lyst til at se den til ende, eftersom længden er, hvad man kan forvente af en film om 2. Verdenskrig; ingen nævnt, ingen glemt. Og jeg kunne bruge tid herfra og til juleaften på at fluekneppe filmens svagheder.
Når det er sagt, er filmens amerikanske toning måske netop dens adgangsbillet til det brede biografpublikum. For det er svært at lave en film om Nürnbergprocessen uden at få moralske tømmermænd. En blødere ramme kan få publikum til at gå ind i stoffet uden, at det kræver en studentereksamen, og hvis man efter rulleteksterne selv får lyst til at dykke ned i historien, har filmen faktisk gjort sit arbejde.
Og så er det forfriskende, meget forfriskende endda, at se så mange mænd græde på film.
"Nürnberg" har dansk biografpremiere den 27. november 2025.
