De første fem nætter var åbenbart ikke nok...
Det kunne næppe komme som nogen overraskelse, at en fortsættelse til "Five Nights at Freddy’s" ville blive en realitet. Filmen, der i sin åbningsweekend indtjente noget nær 1 milliard danske kroner(!), blev på ingen tid produktionsselskabet Blumhouse’s største succes og overhalede både selskabets tidligere hits som "Get Out" og "Halloween" ved billetlugerne. Ret godt gået for en filmatisering af en spilserie om dræberrobotter på et hjemsøgt pizzeria – ikke mindst efter at filmen, med få undtagelser, fik en ret hård medfart af anmelderne. Men hvad skal man også bruge anmeldere til, når man har en enorm, global fanskare?
"Five Nights at Freddy’s", eller FNAF som det omtales af fansene, er dog ikke bare en hvilken som helst franchise. Spilserien, som nu har lidt over 10 år på bagen, har en fanskare så stor og dedikeret, at de næsten kan få de fleste "Star Trek"-nørder til at blegne ved siden af. Ingen detalje er for lille til at blive dissekeret, og enhver karakter har en forhistorie og en plads i et univers, der er så stort, at det næsten kræver en doktorgrad at sætte sig ind i. Så der er rigeligt med idéer at arbejde ud fra, når universet filmatiseres. Udfordringen ligger i at balancere hensynet til hardcore-fansene, der kender mytologien ud og ind, med et mere almindeligt publikum, der bare vil se en gyser uden forudgående eksamen i FNAF-lore.Og det er faktisk ikke engang sikkert, at sidstnævnte bliver meget klogere efter at have set "Five Nights at Freddy’s 2".
For selvom "Five Nights at Freddy’s 2" samler op på historien fra den første film, og selvom både mytologien og de grundlæggende karakterer allerede er blevet præsenteret, føles dette andet kapitel stadig som en film, der klart er mest vellykket for dem, der i forvejen kender franchisen. Historien fortsætter knap halvandet år efter begivenhederne i den første film, hvor søskendeparret Mike (Josh Hutcherson) og Abby (Piper Rubio) med nød og næppe klarede sig igennem de fem nætter med livet i behold. Abby savner sine animatroniske legekammerater og kan ikke finde sig til rette i skolen, så derfor beslutter hun sig for at tage tilbage til Freddy Fazbear’s Pizza for at se, om hun kan samle stumperne. Så går det hverken værre eller bedre, end at en ny trussel lurer – denne gang en endnu ældre, lukket familierestaurant, hvor en hidtil uset robot har ligget i mørket og ventet på sin hævn.
Der er ingen grund til at gå meget dybere ned i historien – både for at undgå unødvendige spoilere, men også fordi den ærligt talt er lidt af en rodebutik. Fans af den første film vil uden tvivl sætte pris på endnu et kapitel og mere af det samme, men ve den biografgænger, der vover sig ind i mørket uden at kende universet eller at have set den første film. For den stakkel venter en time og tre kvarters usammenhængende nonsens. Underholdende er det, men der skal ikke meget eftertanke til, før hele logikken smuldrer.
"Five Nights at Freddy’s 2" er en underlig størrelse, for filmen er egentlig ret dum, men samtidig voldsomt charmerende. Dels fordi den til tider omfavner spillenes helt simple præmis, dels fordi de animatroniske dræberrobotter er solidt udarbejdet og føles fysisk til stede. De virker ikke som en computergenereret eftertanke; der er gjort et hæderligt stykke arbejde for at give dem vægt og nærvær. Filmen rummer også et par ganske vellykkede scener, hvor sagesløse ofre må lade livet, og der er ingen tvivl om, at dens klare højdepunkter opstår, når historien træder i baggrunden, og gys og chokeffekter får lov til at overtage.
Josh Hutcherson, Piper Rubio og Elizabeth Lail leverer alle solide præstationer i filmens bærende (menneske)roller, men det er Matthew Lillard, der endnu engang stjæler billedet - dog i en markant mindre fremtrædende rolle end sidst.Til gengæld kan slasher-fans glæde sig over en mindre "Scream"-reunion, da Skeet Ulrich dukker op i en birolle. Ulrich og Lillard der sammen udgjorde den ikoniske mordduo i den oprindelige "Scream", og deres fælles tilstedeværelse føles som en kærkommen hilsen til en genre, der uden tvivl har banet vejen for nyere biografsucceser som netop "Five Nights at Freddy’s".
De veludførte dræberrobotter er fortsat filmens største trækplaster, og "Five Nights at Freddy’s 2" er da heller ikke uden vellykkede øjeblikke. Men som helhed er den lige så ujævn, som den er energisk.
Fortællingen er stadig en rodet affære, og filmen snubler gentagne gange over sin egen historie. For de uindviede vil handlingen virke fragmenteret og forvirrende, og filmen fungerer klart bedst, når man accepterer B-film-logikken og bare lader sig underholde - især hvis man slår hjernen en smule fra. Er du dedikeret FNAF-fan, vil du uden tvivl få mest ud af universet, referencerne og de praktiske effekter, mens alle andre bør gøre sig selv den tjeneste at starte med den første film hvis man ønsker bare en gram af logik i fortællingen.
Jo større fan du er, jo bedre vil du sandsynligvis synes om "Five Nights at Freddy’s 2", for alle andre er det en uregelmæssig, men til tider charmerende omgang pizza-gys, der ender som en mellemting mellem en forvirrende, fornøjelig og lidt frustrerende oplevelse.
