I 2000 leverede Johnson sin første større skuespillerpræstation uden for wrestling-arenaen, og superstjernen husker særligt én stjerne fra "Star Trek"-settet...
Der hersker p.t. lidt tvivl om filmens danske premieredato, men meget tyder på, at det autentiske wrestling-drama "The Smashing Machine" omsider hopper ud af ringen og ind i de danske biografsale den 22. januar næste år.
I filmen spiller Dwayne Johnson den legendariske, tidligere wrestler og MMA-kæmper Mark Kerr, som var en af pionererne inden for netop MMA-kamsporten (Mixed Martial Arts), men som uden for ringen kæmpede med et stort stofmisbrug, alt imens hans tumultagtige forhold til kæresten Dawn Staples (som i filmen spilles af Emily Blunt) var ved at bryde sammen.
Se også: Dwayne Johnson er tilbage som MMA-fighter i ny trailer til "The Smashing Machine"
Det følelsesladede sportsdrama fik et 15 minutter langt stående bifald under verdenspremieren på årets filmfestival i Venedig, hvor Johnson gav tårerne frit løb.
Og Moovy TV sludrede for nylig med den 53-årige verdensstjerne, som er en af internettets mest fulgte kendisser med hele 391 millioner følgere på Instagram.
Men før Johnson for alvor blev kendt over hele kloden, var han selv en slagkraftig wrestler à la Kerr, der drømte om at bliver anerkendt for sine evner uden for ringen. Og efter et par cameos blev Johnson tilbudt en stor birolle i et afsnit af sci-fi-serien "Star Trek: Voyager".
Dén rolle diskuterede vi under vores interview med Johnson, og det er tydeligt, at dén enormt positive oplevelse satte sit præg på Johnson. Og særligt samarbejdet med skuespilleren Jeri Ryan, der spiller eks-Borgen Seven of Nine i "Star Trek: Voyager", gjorde indtryk på Johnson.
Det kan du høre meget mere om i nedenstående bid fra vores interview – resten af samtalen kan du se og høre, når "The Smashing Machine" nærmer sig sin danske premieredato næste år.






