I går blev årets Golden Globes-nomineringer annonceret, og det humoristiske sportsdrama "Marty Supreme" er blevet nomineret til tre af de helt store priser: Bedste film (musical/komedie), Bedste mandlige hovedrolle (musical/komedie) og Bedste filmmanuskript.
Det er den snart 30-årige superstjerne Timothée Chalamet, som spiller hovedrollen i "Marty Supreme", der er skrevet og instrueret af Josh Safdie – den ene af de to brødre (Benny er den anden), som gav os nerveflænsende, tempofyldte thrillers som "Good Time" og "Uncut Gems".
Og den nyeste trailer til "Marty Supreme", som kan ses herunder, understreger, at Josh Safdie sagtens kan trykke speederen helt i bund selv uden brormand Benny ved sin side.
Se også: Dwayne Johnson er tilbage som MMA-fighter i ny trailer til "The Smashing Machine"
"Marty Supreme" er inspireret af den ægte bordtennisspiller Marty Reismans unikke liv, mens filmen efter sigende også er kraftigt inspireret af Steven Spielbergs "Catch Me If You Can" om bondefangeren Frank Abagnale Jr., idet Chalamets charmerende sportshelt i dén grad driver gæk med sine medmennesker, både i og uden for sportsarenaen.
Ud over Chalamet medvirker Gwyneth Paltrow – og det er vel at mærke Paltrows første filmrolle siden "Avengers: Endgame" fra 2019. Moovy TV har for nylig interviewet Paltrow om hendes præstation i "Marty Supreme", og det interview kan du se her på siden, når vi nærmer os filmens danske premieredato: den 19. februar 2026.
Se den nyeste trailer her:





