11-12-2025 16:30

Kilde: deadline.com

Rowan Atkinson, Mr. Bean, Man vs Baby

Rasmus Drews

Nyhed:

Rowan Atkinson: "Jeg ville aldrig spise middag med Mr. Bean"

Skuespilleren reflekterer over sin mest berømte skikkelse – og hvorfor hans nye Netflix-rolle er en langt rarere størrelse.

Rowan Atkinson lægger ikke skjul på, at han ikke bryder sig om en af sine mest ikoniske figurer. Ved en screening i London af den kommende Netflix-serie "Man vs Baby" beskrev han Mr. Bean som "en egoistisk, selvoptaget, anarkistisk unge" – en figur, han på ingen måde ville invitere hjem.

"Jeg kan lide ham som karakter, men som person ville jeg aldrig være sammen med ham," siger Atkinson og tilføjer, at Bean kun tiltaler ham, fordi han minder om ham selv som 10-årig.

Mr. Bean er ellers en af Storbritanniens største komedieeksporter. Serien har været solgt til mere end 190 lande, og YouTube-kanalen har 35 mio. abonnenter og over 12 mia. visninger.

"De fleste roller, jeg har spillet, er egentlig ret ubehagelige"

Atkinson forklarer, at Beans barnlige ulykker og visuelle humor er nøglen til hans popularitet – men at det ikke gør ham til en rar person. Det står ifølge Atkinson i kontrast til hans nye Netflix-figur Trevor Bingley i "Man vs Baby", som han kalder en af de mest sympatiske figurer, han nogensinde har spillet.

"De fleste roller, jeg har spillet, er egentlig ret ubehagelige," siger Atkinson. "Selv Johnny English er forfængelig og charmeløs. Trevor er måske min mest imødekommende figur."

Rowan Atkinson fortæller også, at han ikke har nogen aktuelle planer om en tredje sæson af "Man vs Baby". Om serien fortsætter, afhænger udelukkende af seertallene – ikke anmeldelserne.

"Jeg har ikke læst en anmeldelse af noget, jeg har lavet, siden det 20. århundrede," siger han.

Kommentarer

  • Ja, det er jo delvist derfor han er morsom. Halløj på Badehotellet ville jo heller ikke være underholdende, hvis man havde lyst til at tilbringe ferien på Fawlty Towers.

    1