Oscar-showet forlader traditionelt tv og rykker over på YouTube, som fra 2029 får de eksklusive, globale rettigheder til prisuddelingen. Aftalen løber i fem år og gælder fra den 101. Oscaruddeling i 2029 og til og med 2033. Indtil da forbliver Oscars på ABC, som har rettighederne frem til jubilæumsudgaven i 2028, hvor prisuddelingen fylder 100 år.
Med aftalen bliver hele Oscar-oplevelsen – herunder den røde løber, backstage-indhold og Governors Ball – sendt gratis live på YouTube verden over samt via YouTube TV i USA. Der vil fortsat være reklamepauser under udsendelsen.
mere tilgængelig for et globalt publikum
Ifølge Oscar-akademiet er målet at gøre prisuddelingen mere tilgængelig for et globalt publikum, bl.a. gennem closed captions (undertekster for hørehæmmede) og flere lydspor på forskellige sprog.
"Akademiet er en international organisation, og samarbejdet med YouTube giver os mulighed for at nå det største globale publikum nogensinde," lyder det i en fælles udtalelse fra Akademiets top.
YouTube-topchef Neal Mohan kalder Oscars for en af verdens vigtigste kulturelle institutioner og ser aftalen som en mulighed for at engagere nye generationer af filmfans.
Det er ikke blevet offentliggjort, hvor meget YouTube har punget ud, men ifølge amerikanske medier vurderes det til at være betragtelig mere end den nuværende aftale, hvor Disney/NBC betaler omkring 100 mio. dollars årligt.
Overgangen til YouTube giver samtidig Oscar-akademiet markant større frihed. På en platform uden faste sendetider kan showet i princippet blive så langt – og så eksperimenterende – som akademiet ønsker.
Et tegn i tiden
Flytningen markerer endnu et skifte i en branche, hvor traditionelt tv mister greb om de store begivenheder. Oscaruddelingen har i årevis oplevet faldende seertal, og selv kontroverser som Will Smiths lussing i 2022 kunne ikke bringe showet tilbage på tidligere tiders niveau.
Samtidig understreger aftalen YouTubes voksende rolle som global distributionsplatform – ikke kun for indholdskreatører, men også for de mest traditionsrige begivenheder i filmindustrien.








