Der er noget næsten anakronistisk over "The Housemaid". Ved første øjekast ligner den en halvlummer trekants-thriller fra de tidlige halvfemsere: en fattig stuepige hyres af en rig familie, klasseforskelle og undertrykte begær ulmer under overfladen, og langsomt falder maskerne, indtil det hele kulminerer i et blodigt opgør. Langt hen ad vejen er "The Housemaid" også netop den type film. Men har man læst Freida McFaddens roman, som filmen er baseret på, ved man også, at fortællingen ikke nødvendigvis bevæger sig i de spor, den først udstikker. Med Paul Feig i instruktørstolen burde det desuden være indlysende, at filmen ikke har tænkt sig blot at reproducere genrens mest slidte klichéer. Feig, der blandt andet stod bag komedien "Brudepiger" samt den forhadte og undervurderede "Ghostbusters" fra 2016, er ikke kun en instruktør af brede komedier, men en filmskaber med et personligt blik for magt, klasse og køn – og for kvinder, der nægter at opføre sig pænt, forudsigeligt eller taknemmeligt.
Når det så er sagt, er "The Housemaid" stadig en pulpet og svedig thriller, der flere gange føles som en sæbeopera i filmformat. Heldigvis er det en solid og skamløst underholdende sæbeopera, båret frem af to stærkt spillende kvindelige hovedroller.
Filmen åbner med den unge kvinde Millie Calloway, spillet af Sydney Sweeney, der ankommer til et overdådigt hus i en velhavende forstad til New York. Her bliver hun taget imod af Nina Winchester (Amanda Seyfried), en tilsyneladende perfekt overklassehusmor, der – trods sit enorme overskud – har brug for en hushjælp til at holde hjemmet ved lige. Millie tilbydes et arbejde med kost og logi, der involverer rengøring, let madlavning og pasning af parrets datter, Cece, og flytter ind på et lille loftsværelse under taget.
I begyndelsen er Nina imødekommende og næsten overdrevent venlig, men efterhånden som Millie falder til, begynder sprækkerne i den polerede facade at vise sig. Ninas adfærd bliver mere lunefuld og direkte psykotisk, og små, hverdagslige situationer udvikler sig til bizarre magtkampe, hvor Millie konstant sættes i et umuligt krydspres mellem Nina og hendes nærmest perfekte mand, Andrew (Brandon Sklenar).
Samtidig afsløres det gradvist, at Millie selv bærer på en problematisk fortid. Hun er prøveløsladt fra fængsel og har levet i sin bil, velvidende at hun ryger direkte tilbage bag tremmer, hvis hun mister jobbet. Det gør hende ekstremt sårbar over for Ninas manipulationer og binder hende til huset, selv efter at advarselslamperne for alvor begynder at blinke. Til gengæld styrkes båndet mellem Millie og Andrew, og spørgsmålet bliver hurtigt, hvem der i sidste ende har magten i huset.
Uden at afsløre for meget udvikler "The Housemaid" sig herfra til en fortælling om gensidig afhængighed, ulige magtforhold og skjulte motiver, hvor intet – og ingen – viser sig at være helt, som de først fremstår. Det tilnærmelsesvist geniale ved filmen er, at den spiller så hårdt på velkendte klichéer, at det er nemt at lade sig lulle ind i det "Desperate Housewives"-agtige drama, der udspiller sig bag hjemmets pæne facader. Trekantsdramaet bygger langsomt mystikken op bid for bid, kulminerer i småerotisk spænding – netop som man tror, man har regnet det hele ud – hvorefter både historie og setup gradvist undermineres, og publikums sympati igen og igen tvinges til at skifte side.
Det hele er ofte for meget og kammer til tider over i det direkte latterlige, men det er svært ikke at lade sig rive med af den fuldstændig forrykte fortælling.
Der leveres solide præstationer hele vejen rundt, men det er især Amanda Seyfried, der løber med opmærksomheden som den hemmelighedsfulde Nina – en figur, der kan skifte personlighed på et splitsekund eller springe frem fra skyggerne som en menneskelig version af hajen i "Dødens Gab".
"The Housemaid" er en film, der ved præcis, hvor over-the-top den er, og som ikke et øjeblik bekymrer sig om god smag. Den svælger i melodrama, psykologisk krig og svedige twist, mens publikum trækkes rundt i manegen og hele tiden tvivler på, hvor sympatien skal placeres. Det er omtrent så fintfølende som en upoleret træbjælke i øjet, men det er hamrende effektivt, vildt underholdende og drevet af to stærke præstationer. "The Housemaid" er ikke bange for at være for meget. Heldigvis, for det er en solidt underholdende biografoplevelse. Især hvis man lige trænger til et afbræk fra familiehyggen her i juledagene.
