Den danske verdensstjerne Mads Mikkelsen har sikret sig en rolle i Martin Scorsese og Leonardo DiCaprios kommende thriller "What Happens at Night". Også Jennifer Lawrence er en del af filmens centrale cast.
Filmen markerer 7. gang, at Scorsese og DiCaprio samarbejder, efter "Gangs of New York", "The Aviator", "The Departed", "Shutter Island", "The Wolf of Wall Street" og senest "Killers of the Flower Moon".
Ifølge branchemediet The InSneider (via ComingSoon.net) er Mads Mikkelsen netop kommet om bord, men detaljer om hans rolle holdes foreløbigt hemmelige. Det er føste gang, at Mikkelsen arbejder sammen med den legendariske instruktør.
Se også: Ikonisk Mads Mikkelsen-scene misbrugt af Homeland Security
Filmen er baseret på Peter Camerons roman af samme navn og følger et amerikansk ægtepar, der rejser til en sneklædt europæisk by for at adoptere et barn. Opholdet på et øde og mystisk hotel udvikler sig gradvist til en urovækkende oplevelse, hvor intet er, som det ser ud, og parrets forhold sættes under voldsomt pres.
For Mads Mikkelsen er rollen endnu et markant internationalt projekt. Han har tidligere spillet skurk i Marvel-filmen "Doctor Strange", haft hovedrollen i "Hannibal" og medvirket i alt fra "Casino Royale" og "Rogue One: A Star Wars Story" til den Oscar-vindende "Druk".
Moovy TV har tidligere snakket med Mads Mikkelsen, hvor han afslørede sin største "drømmerolle" – se det muntre klip her:






