28-12-2025 14:00

Kilde: trekmovie.com

Star Trek, sci-fi, Star Trek: Strange New Worlds, Thomas Jane, Kai Murakami

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Thomas Jane spiller McCoy i allersidste afsnit af "Star Trek: Strange New Worlds"

Jane har fået rollen som rumskibet Enterprises legendariske cheflæge, som tidligere er blevet spillet af DeForest Kelley og Karl Urban.

Engang i 2026 får 4. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds" streamingpremiere, og vi ved allerede nu, at serien også får en 5. (og sidste) sæson.

Siden 2022 har den kritikerroste og Emmy-nominerede spin-off givet os adskillige kulørte rumeventyr om bord på rumskibet USS Enterprise i det 23. århundrede – og vel at mærke adskillige år før kaptajn James T. Kirk overtager kaptajnens stol og berejser Mælkevejen i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne.

Flere af den gamle "Star Trek"-series besætningsmedlemmer er derfor med i "Star Trek: Strange New Worlds", men naturligvis i yngre udgaver – heriblandt Spock (Ethan Peck), Uhura (Celia Rose Gooding) og Scotty (Martin Quinn).

Men vi mangler stadig at møde et par af de legendariske Starfleet-officerer, som brillerer på Enterprise-broen i den gamle "Star Trek"-serie. Men eftersom "Star Trek: Strange New Worlds" bygger op til, at kaptajn Christopher Pike overdrager kommandoen til førnævnte Kirk, så har der aldrig hersket tvivl om, at vi ville møde dem undervejs i den nye spin-off.

Og nu rapporterer flere amerikanske medier – herunder TrekMovie – at Paramount og CBS har hyret de to skuespillere, som skal spille hhv. skibslægen Leonard 'Bones' McCoy og piloten Hikaru Sulu i 5. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds".

Se også: Enterprise strander i det ydre rum i første teaser til 4. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds"

Faktisk er det kun det sidste afsnit af sæson 5, som de to skuespillere medvirker i, så alt tyder på, at afslutningen på "Star Trek: Strange New Worlds" bliver en trekkies-glædende omgang brobygning mellem den relativt nye spin-off og den snart 60 år gamle originalserie.

Rollen som Sulu – der oprindeligt blev spillet af George Takei og senere af John Cho i franchisens tre seneste spillefilm – er gået til den relativt ukendte Kai Murakami, som primært har gjort sig bemærket på de skrå brædder. Han har bl.a. spillet sammen med det hæderkronede Royal Shakespeare Company og spillet Kazego i den prisbelønnede teaterversion af tegnefilmsklassikeren "Min nabo Totoro".

Thomas Jane er en mere erfaren herre i underholdningsverdenen, og han skal spille cheflægen Leonard 'Bones' McCoy, som var en af nøglefigurerne i den oprindelige "Star Trek"-serie og franchisens seks første film. Den 56-årige Jane er bl.a. kendt fra sci-fi-serien "The Expanse" og Marvel-filmen "The Punisher" fra 2004, hvori Jane spillede titelrollen. Han har også haft roller i store film som "The Thin Red Line", "The Predator" og "The Mist", og tre gange blev han Golden Globe-nomineret for sin indsats i tv-serien "Hung", hvori Jane spillede en usædvanligt veludrustet sportstræner, der tyer til sexarbejde for at få økonomien tilbage på ret køl.

Selvom Jane og Murakami kun er blevet hyret til at spille hhv. McCoy og Sulu i ét "Star Trek"-afsnit, så håber seriens skabere, at de får lov til at lave en ny spin-off om Kirks første rumeventyr, hvor man så må formode, at d'herrer bliver hyret ind igen.

5. sæson af "Star Trek: Strange New Worlds" får formentlig streamingpremiere engang i 2027. Herunder kan I se Moovy TV's interview med to af seriens stjerner, Anson Mount (Pike) og Rebecca Romijn (Una Chin-Riley):