Egentlig har der været en del postyr på det seneste omkring netop "Den nye triumfbue" (L"Inconnu de la Grande Arche), fordi efterkommere af arkitekten Johan Otto von Spreckelsen mener, at filmen fordrejer ham og hans historie.
For at kunne skabe et bærende drama, som et publikum gider at se, er det ikke altid, at virkelige hændelser gengivet 1:1 er særligt dragende. Derfor proklamerer filmen også selv fra start, at både hustru, privatliv og dialog er fiktion. Og netop derfra folder fortællingen sig ud:
I 1982 udskriver Frankrigs præsident François Mitterrand en anonym arkitektkonkurrence om at skabe et monument, der skal fuldende den historiske akse mellem Louvre og Triumfbuen i Paris. Til alles overraskelse vinder den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen (Claes Bang) – hidtil kendt for blot fire danske kirker og sit eget hus. Fra sit liv i Danmark træder Spreckelsen ind i centrum af Paris" politiske og kulturelle spotlight. Nu står han i spidsen for et kolossalt projekt, men hans idealistiske vision udfordres af skiftende politiske vinde, magtspil og bureaukratiske barrierer.
Filmen lægger sig i årene omkring projektets afgørende fase og følger, hvordan den ukendte danske arkitekt rejser til Frankrig, hvor han træder ind i Mitterrands store statsteater, hvor idealisme bliver maltrakteret af økonomi, prestige og et bureaukrati, der kan kvæle en vision ved bare at "drøfte den".
Claes Bang brillerer som von Spreckelsen – en yderst kompromisløs, stolt og sårbar herre. Og det bedste ved ham her er, at han ikke bliver gjort til en let karakter. Han står fast, står i vejen, og alene. Samspillet med Sidse Babett Knudsen leder tråde tilbage til hans rolle i Odense Teaters opsætning af "Byen" (2017), hvor relationen mellem to mennesker udspilles i sprogets og stilstandens spændingsfelt. I "Den nye triumfbue" får intensitet lov at leve – uden at tippe i det teatrale, netop fordi filmens form giver luft til det.
Sidse Babett Knudsen er et anker ved hans side som hustruen Liv. Hun leverer en nuanceret præstation, der på underspillet vis ikke spiller konflikten frem, men derimod bærer den. Det er desuden skønt at opleve Sidse i denne dansk-franske konstellation, ikke mindst fordi hun i forvejen mestrer det franske – og dermed bliver limen mellem nationaliteterne.
På rollelisten finder vi også Swann Arlaud (Frit fald) som den franske modpol og medspiller, der både forstår systemet og mennesket. Med Bang og Babett bliver det en ménage à trois, ingen havde bedt om, men som man i den grad ikke kan andet end at holde af.
Den er skudt stramt og kvadratisk, hvilket afspejler von Spreckelsens kubiske blik på verden – og selve buen – eller kuben, som han kalder den. Når en film om arkitektur kan få lys, flader og proportioner til at føles som drama, så er man allerede langt. Det er en lækker visuel oplevelse. Kameraarbejdet er chef's kiss.
Det er muligvis en form for fransk pendant til Brady Corbets "The Brutalist", der ville være større end sit eget billede, hvilket den mestrerede. Men "Den nye triumfbue" gør noget andet, og det er næsten mere vovet. Den går helt tæt på det, der får store værker til at stå – ikke materielerne, men det menneskelige bag. Instruktøren Stéphane Demoustiers form er imponerende: stram, ren og kontrolleret. En æstetisk renhed, der rammer med en præcision, som føles moden og sikker i sit blik.
Filmen tager sig friheder omkring det private, og det er det, der har vakt debat blandt efterkommere. Jeg køber ikke præmissen om et karaktermord. Mere en hyldest til en mand, der kæmpede for noget smukt, mens et helt system grådigt stod og savlede over nemme løsninger, der i sidste ende savede ham over. Jeg gik fra biografen med en dyb respekt for von Spreckelsen. Og noget helt tredje: Hvis nogen castede Claes Bang til at spille min far i en film, ville jeg ikke have nogen indsigelser. Tværtimod.
Det her er en dialogbåren film, der tør være et evigt kaffemøde. Om hvad der "kan lade sig gøre". Om marmor, fuger og bureaukrati. I Frankrig har filmen fået rigtig pæn medvind, og den har også været forbi Cannes. Den her film har festivalblod i årene.
Den nye triumfbue har dansk biografpremiere 25. december 2025.
