08-01-2026 13:30

Kilde: www.instagram.com

Jackass, Johnny Knoxville

Jarl Mengers Andersen

Nyhed:

Ny "Jackass"-film lander til sommer

Der skal mere end et par brækkede ribben og en hjerneblødning til at stoppe Johnny Knoxville.

Det kan godt være, at håret er blevet gråt, og kroppen efterhånden har været igennem det meste, men Johnny Knoxville har tilsyneladende ikke fået nok af at komme til skade på skærmen.

En ny "Jackass"-film er nemlig blevet offentliggjort via legendens officielle Instagram-profil, og efter alt at dømme er optagelserne allerede i kassen. Filmen, der endnu mangler en officiel titel, får amerikansk biografpremiere om lige knap et halvt år: den 26. juni.

Den seneste "Jackass"-film, "Jackass Forever", fik premiere i 2022 og indtjente godt 550 mio. kroner på verdensplan, så der er tilsyneladende stadig interesse for at se de dumdristige daredevils kaste sig ud i de mest idiotiske løjer – også selvom franchisen har et kvart århundrede på bagen.

LÆS OGSÅ: Jackass-holdet har haft hospitalsregninger for mere end 150 millioner kroner!

Ud over Knoxville er der endnu ingen forlydender om, hvem der ellers vender tilbage, men mon ikke det bliver en kombination af gamle kendinge og nye ansigter.

Om filmen får dansk biografpremiere, er endnu uvist. Herhjemme måtte vi desværre undvære "Jackass Forever" i biograferne, men måske distributørerne er kommet på andre tanker siden.

Kommentarer

  • Tarantino ser forhåbentlig frem til den, I know I do. 

    ccbj 10-01-2026 10:25
    1