12-01-2026 17:00

Kilde: www.superherohype.com

tegneserier, superman, Nicolas Cage

Rasmus Drews

Nyhed:

Stjålet Superman-tegneserie solgt for næsten 100 mio. kroner

"Action Comics" nr. 1, hvor Superman første gang introduceres – og som tidligere blev stjålet fra Nicolas Cage – er netop solgt for svimlende 15 mio. dollars.

Et af verdens mest legendariske tegneseriehæfter har netop skrevet sig endnu dybere ind i historiebøgerne. En sjælden udgave af "Action Comics" nr. 1 fra 1938 er blevet solgt i en privat handel for ikke mindre end 15 mio. dollars, svarede til 96 mio. kroner.

Det særlige eksemplar har en spektakulær fortid. Tegneserien var tidligere ejet af Nicolas Cage, som købte den i 1996 for "beskedne" 150.000 dollars. Fire år senere blev bladet stjålet under en fest i skuespillerens hjem og var forsvundet i mere end et årti, før det dukkede op igen i et opbevaringsrum i Californien i 2011.

Se også: De gamle "Superman"- og "Batman"-film får tegneseriefortsættelser

Efter genfundet valgte Cage at sælge bladet på auktion, hvor det indbragte 2,2 mio. dollars. Nu er samme eksemplar altså blevet videresolgt til en anonym køber for næsten syv gange så meget.

Ifølge samlere findes der i dag færre end 100 autentiske eksemplarer af "Action Comics" nr. 1 , og netop denne udgave er vurderet til 9.0 af Certified Guaranty Company – en usædvanligt høj stand for et næsten 90 år gammelt blad.