Marvel har skabt et filmunivers, der går på tværs af franchises og tv-serier og binder det hele sammen. Helte nede på jorden som Daredevil og Luke Cage tager sig i tv-serierne af skurke, der – bevares, kan være ondsindede i overflod – men sjældent truer med planetens totale undergang. Denne ultimative trussel er til gengæld blevet kutyme i både DC's og Marvels filmunivers, hvor overnaturlige væsner skiftes til at prædike den forestående dommedag. Det nyeste skud på stammen, "Doctor Strange", fortsætter ad samme efterhånden uopfindsomme spor. Alligevel formår filmen ubesværet at løfte sig fra de trættende skabeloner med et mere selvstændigt udtryk.
Benedict Cumberbatch spiller rollen som den selvoptagede Dr. Stephen Strange – verdens bedste hjernekirurg. Da han efter en bilulykke ender med alvorlige nerveskader, begynder en rejse for at finde en kur. Han ledes til Nepal, hvor en hemmelig orden med okkulte kræfter kæmper for at opretholde balancen i den åndelige verden. Denne såvel som den fysiske er truet af undergang af Kaecilius (Mads Mikkelsen) – et tidligere medlem med et formørket sind. Doctor Strange må derfor lægge sin arrogance og fortid bag sig i en kosmisk kamp for menneskets fortsatte trivsel.
Der er i den grad fart over feltet. En helt ny karakter skal bygges op og omkring ham et orientalsk univers med en lang historie og en vidtrækkende mytologi. Faren for at skøjte for hurtigt hen over begivenhederne er til stede, men undgås for det meste. Mystikken ved det okkulte lider en smule under det lidt for hastige tempo i filmens første halvdel, hvor Doctor Strange meget hurtigt tilegner sig ekstraordinære evner. Men fordelene vægter tungest i den stramme fortælling. For hvor længe er det lige siden, at en superheltefilm har føltes lidt for kort?
Igennem hjernevridende visuelle effekter manipuleres de fysiske love i en grad, der får "Inception" til at virke som underspillet realisme. Bygninger foldes, og floder vendes på hovedet i kampen mellem det gode og onde. De overbevisende effekter giver filmen en distinkt visualitet, der undgår at kamme over. "Doctor Strange" finder en stil, der sætter den fri af Marvels øvrige franchises, og som fordrer et biografbesøg. Selv 3D-effekten fungerer for en gangs skyld glimrende.
Den stort anlagte historie fyldes ud af et karaktergalleri ikke set bedre i Marvel-regi siden "Guardians of the Galaxy". Benedict Cumberbatch er overlegen i sit portræt af Stephen Strange, og der er lagt kræfter i at nuancere karakterens baggrund. Klichéerne og det overdrevent storladne undgås i store træk, når det overnaturliges absurditet påtales i mødet med "almindelige" mennesker. Rachel McAdams repræsenterer som Dr. Stranges ekskæreste denne udenforstående uvidenhed. På ét kritisk punkt savner "Doctor Strange" dog den opfindsomhed, der ellers præger filmen. Antagonisten Kaecilius er et klassisk eksempel på den retskafne karakter, der med tiden blev fristet af mørket. Årsagen og motivationen for denne ondskab er svær at blive klog på. Mads Mikkelsen spiller overbevisende den lavmælt kontrollerede bølle, men karakteren får for lidt tid og plads til for alvor at fænge interessen.
"Doctor Strange" er et friskt pust i Marvels filmunivers. Filmen har ikke travlt med at referere til andre franchises – den fokuserer i stedet på at bygge et snørklet, stemningsfuldt univers ovenpå det eksisterende. De sansemættede billeder skildrer intet mindre end et kosmisk slag i fire dimensioner fyldt med paradokser og mytologisk troldmandskab. Indviklet er det ganske vist, men historien fortælles med en overbevisende lethed. Marvel har sjældent gjort det bedre. Gnisten er atter tændt.
