28-01-2026 17:30

Kilde: filmpuljen.dk

Somewhere Out There, Et sted derude, Alexander Payne, Renate Reinsve

Johan Albrechtsen

Nyhed:

Jacob Haugaard får hovedrollen i Alexander Paynes danske film!

Den 73-årige skuespiller skal spille over for den norske filmstjerne Renate Reinsve i "Et sted derude", som altså laves af Oscar-vinderen bag "The Holdovers" og "Sideways".

Som vi skrev sidste sommer her på Moovy, så kommer selveste Alexander Payne snart til Danmark for at skyde sin næste film, "Et sted derude" (som i USA går under navnet "Somewhere Out There"), der også bliver indspillet på dansk.

Alexander Payne er uden tvivl en af Hollywoods mest ombejlede filmmagere med hele to Oscars over kaminen og film som "The Descendants", "About Schmidt", "Sideways" og "The Holdovers" på CV'et.

Se også: Moovy TV: "The Holdovers"-interview med Oscar-favoritterne Paul Giamatti og Da'Vine Joy Randolph

Derfor var det måske også nærliggende at tro, at Payne ville hyre en af Danmarks mange internationalt berømmede filmstjerner til at spille den mandlige hovedrolle i "Et sted derude" – Payne har vel at mærke allerede hyret den norske Oscar-kandidat Renate Reinsve ("Verdens værste menneske", "Sentimental Value") til at spille den kvindelige hovedrolle.

Men Scanbox Production har altså netop afsløret, at det bliver det folkekære multitalent Jacob Haugaard, som har fået den store hovedrolle i "Et sted derude".

Haugaard er selvsagt en kendt skikkelse herhjemme (og på Færøerne, hvor han blev født) takket være sit virke som både komiker, musiker, skuespiller og sågar politiker, hvor han i sin tid lovede "medvind på cykelstierne".

Men på filmfronten er Haugaard relativt ukendt uden for Norden og nok bedst for de to kultfilm i "Jydekompagniet"-serien, og han har ikke arbejdet meget foran kameraet de seneste år – ja, faktisk årtier. Han havde senest en beskeden birolle i "Julemandens datter 3", og i "Bamse" fra 2022 spillede han Pølsemand på Banegårdspladsen, hvor rollenavnet i sig selv understreger, at der ikke just er tale om en bemærkelsesværdig rolle. Hans sidste store filmrolle var i "Den sidste rejse", hvor han spillede over for sin "Jydekompagniet"-makker Finn Nørbygaard, og dén film har vel at mærke 15 år på bagen.

Men under alle omstændigheder har Payne altså vurderet, at Haugaard er skræddersyet til hovedrollen i "Et sted derude".

Dybt imponeret over Danmarks skuespillere

I en pressemeddelelse fastslår Payne: "Det kommer ikke som nogen overraskelse, men jeg har været dybt imponeret over den ekstraordinære kvalitet hos de danske skuespillere. Casting director Djamila Hansen har hjulpet mig med at sammensætte det, jeg vil kalde et virkelig stærkt ensemble."

Det ensemble består også af bl.a. Jacob Lohmann, Ole Sørensen og Lane Lind, som kan ses på nedenstående billede sammen med Payne.

Optagelserne til "Et sted derude" går i gang i Jylland her i februar, men filmen har endnu ikke fået en fastsat premieredato. Vi går stærkt ud fra, at den udkommer enten sidst i år eller engang i 2027.

Filmen foregår i en lille jysk provinsby og følger de livslange venner Lars (Jacob Haugaard) og Klaus (Ole Sørensen), hvis venskab slår revner sent i livet. Reinsve spiller Lars' norske svigerdatter, Ingrid.

Manuskriptet er forfattet af norske Erlend Loe baseret på en idé af Åke Sandgren. Bag kameraet finder vi bl.a. den danske filmfotograf Eigil Bryld, som arbejder herhjemme for første gang i over 20 år. Bryld skød også førnævnte "The Holdovers".

Kommentarer

  • Vildt uventet, alternativt og (først og fremmest) spændende valg.

    
    1
  • Ja, meget interessant! Jeg har altid godt kunnet lide ham

    
    0
  • Iiiiiiiiiiiingeborg 

    
    0
  • Fedt, rigtig spændende hvad Payne kan få ud af det cast…

    
    0
  • Jeg faktisk mere interesseret i at høre om castingen, hvordan er Haugaard kommet på deres radar så at sige. Det er fedt, men også så random in a Way.

    
    0